Det var en tilfreds Mads Lyng, som fulgte med i Danmarks lodtrækning til UEFA Elite Round for U19-landshold.
Landstræneren havde en frygt for at trække en af de helt store nationer fra øverste seedningslag. Men frygten blev aldrig en realitet, da Danmark trak Tjekkiet.
Og det kunne Lyng ikke klage over, da Bold talte med landstræneren efter lodtrækningen.
- Min første reaktion er selvfølgelig, at vi naturligvis må være tilfredse med at undgå de helt store favoritter fra seedningslag 1. Det er Spanien, Tyskland, England og Italien.
- Så selvom Tjekkiet er et godt hold, som vi har respekt for, og som helt sikkert får et boost af at spille på hjemmebane, er vi tilfredse med ikke at ryge ind i de store nationer fra det øverste seedningslag, siger Mads Lyng til Bold.
Men U19-landstræneren fik også lidt at tænke over.
Fordi Danmarks medvind forsvandt, da holdet fra tredje seedningslag blev trukket op af bowlen.
- Belgien var det hold, jeg nødigst ville trække fra lag 3. Men det er også lidt skørt med de seedninger, da de afhænger af, hvor mange point du hentede fra din pulje i november.
- Der er derfor hold, som er endt i nogle lag, som de ikke burde. Det er blandt andet Frankrig, som var i lag 2 med os. Belgien hører jo heller ikke i min verden til i lag 3.
- Men det bliver en fed kamp. Vi får lov til at matche os mod et af de rigtig gode hold i Europa. Jeg tror stadigvæk, at hvis vi rammer det niveau, vi har vist i vores kampe her i efteråret, så kan vi også godt slå Belgien.
Det sidste hold i puljen er Letland, som Lyng også var godt tilfreds med, selvom alt jo kan ske i fodbold.
Chancen for EM
Det er til marts, at Danmark skal ud og kæmpe om en billet til U19-EM.
Danskerne skal vinde puljen ved UEFA Elite Round for at komme videre til slutrunden, og Mads Lyng har en stor tro på dansk succes.
- Jeg synes, at der er gode chancer. Det er jo svært, fordi du har så kort tid med spillerne. Du kan ikke træne dem. Men nu har vi heldigvis haft dem samlet tre gange, og vi er nået langt i forhold til at finde den måde, som jeg gerne vil have, at vi spiller på.
- Så der er mange ting, der sidder okay i skabet. Og spillerne er så dygtige, at de hurtigt kan omstille sig.
Men i rollen som landstræner er det uvist, hvilke spillere du har fra gang til gang, og derfor kan meget nå at ændre sig inden de vigtige kampe i 2026.
- Man ved ikke altid, hvad man kommer med. Men jeg synes, at grundstammen og kernen i det, vi laver på U19-landsholdet, har været stærk.
- Jeg tror bestemt, at vi har en reel mulighed for at vinde denne gruppe, hvis vi rammer det niveau, som vi har vist i vores kampe her i efteråret, siger Mads Lyng til Bold.
Det danske U19-landshold har blandt andet slået San Marino med 6-0 og Schweiz med 7-0 på vejen mod UEFA Elite Round.
Nu skal Mads Lyngs talenter forsøge at gentage succesen, når UEFA Elite Round finder sted i Tjekkiet til marts.
U19-EM bliver afholdt i Wales næste sommer fra 28. juni til 11. juli 2026.


Danmark U19

































