2024-09-08 10:59:24

OB-spids lavede hattrick for Danmark: En speciel kamp

William Martin lavede tre mål, da Danmarks U18-landshold lørdag kæmpede sig tilbage og slog Norge med 5-3. Angriberen fortæller til Bold, at det var en lidt speciel kamp. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Lørdag eftermiddag skulle Danmarks U18-landshold i aktion i en træningskamp mod Norge. 

Efter et hæsblæsende opgør, der bølgede frem og tilbage, lavede Danmark et stort comeback og vandt 5-3. Det var især takket være William Martin, der noterede sig for et hattrick.

Den unge OB-spids fortæller til Bold, at danskernes vindermentalitet blev afgørende.

De var nemlig bagud 1-3 helt frem til det 83. minut.

- Det var en varm dag, hvor vi starter fint ud. Det var min første kamp efter noget tid, og jeg startede på kanten. Vi får presset dem godt, og 31 minutter inde i første halvleg falder der en bold ned, og jeg får scoret fra et kort aftræk. Norge får så udlignet minuttet efter. Det blev en lidt svær første halvleg, hvor momentum kommer over på deres side, hvilket fortsætter efter pausen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmark U19 -OB-spids lavede hattrick for Danmark: En speciel kamp
Foto: Mikkel Nielsen

- Det ender med, at Norge får lavet to mål og bringer sig foran 3-1. Heldigvis har vi lavet nogle gode indskiftninger, og de kommer ind og gør det godt. Lige pludselig har jeg nettet to gange mere, og vi har vundet 5-3. Det var lidt en speciel kamp. 

- Vi fik vist vores vindermentalitet i og med, at vi bliver ved, selvom det så svært ud. Vi har jo 10 minutter igen, og vi er nede med to mål, så det viser hvor, stærke vi er, siger Martin til Bold.

Mere end bare mål
Lørdagens kamp var den 17-årige angribers første i rødt og hvidt, siden han for nylig skiftede tilbage fra Irland til Danmark.

William Martin var glad for at bevise sit værd med et hattrick, men understreger, at han også bidrager med mere end bare mål. 

- Man vil altid gerne bevise sit værd og få noget respekt for holdkammeraterne. Jeg havde ikke regnet med at lave et hattrick, men jeg havde da håbet at lave en enkelt. 

- Jeg synes, jeg laver mange andre gode ting og arbejder hårdt for holdet. Det er ikke bare hattricket, jeg skal ses som. Det er ikke det eneste, jeg kommer med.

- Det var dejligt at få en sejr. Det er fedt at få bygget en vinderkultur op, så man også er klar til de kompetitive kampe år næste år. Vi vil jo selvfølgelig gerne kvalificere os til EM, siger angriberen.

Med hjem til Odense
William Martin er i denne sæson begyndt at snuse til førsteholdet i OB. 

Han var i seniortruppen en enkelt gang i den forgange sæson, mens det i den nuværende er blevet til to starter og seks indhop. 

Martin, der sidste år lavede imponerende 38 mål i 20 kampe for OB, håber, at den første scoring på førsteholdet snart kommer. 

- Det håber jeg på. Jeg vil gerne ind og få scoret på Nature Energy Park. Det er stadig ikke en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg håber, det kan ske i denne sæson. 

- Så det er bare med at arbejde hårdt hjemme i Odense. Så skal der nok komme endnu flere minutter, håber jeg, afslutter angriberen. 

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce