Så skete det igen.
Filip Jørgensen måtte for anden kamp i træk udgå for U21-landsholdet, da det denne gang gik galt mod Island.
Tirsdag aften udgik Chelsea-keeperen i pausen, efter han havde fået ondt grundet et sammenstød med Oliver Provstgaard.
Jørgensen tog sig efterfølgende til skulderen og hovedet.
Efter kampen satte landstræner Steffen Højer ord på den uheldige målmand.
- Det var ikke planlagt. Det er i stedet en halv dårlig vane, som vi har fået med at skifte målmand. Han blev ramt dernede og var ikke helt på toppen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi valgte så at tage ham ud, så han ikke skulle tage tilbage til Chelsea med et eller andet.
Hvordan har han det dernede nu?
- Jeg ved ikke, hvordan det står til. Men jeg tror ikke, at det er noget, som folk skal være bekymrede for. Vi ville bare ikke tage nogen chancer.
- Det er helt vildt, hvor uheldig han er. Nu må den kvote være brugt, siger Steffen Højer til Bold.
Blev overrasket
Bold var på plads på Vejle Stadion, hvor Filip Jørgensen efter kampen så ud til at have det godt.
Her gik han rundt på stadion for at takke fansene, mens at en Chelsea-fan ligeledes fik et billede med ham.
Det var Andreas Jungdal, som fik anden halvleg i buret, og det havde han ikke regnet med.
- Jeg troede ellers, at Filip så fint ud efter sammenstødet, men jeg fik så at vide, at han havde ondt i hovedet. Så jeg nåede ikke at tænke særligt meget over det.
- Jeg skulle bare blive klar, siger Andreas Jungdal til Bold.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Andreas Jungdal formåede at holde nullet i anden halvleg, da kampen sluttede med en sejr på 2-0 til Danmark.
U21-landsholdet havde allerede inden kampen kvalificeret sig til næste sommers EM.

EM U21
Danmark U21
































