Ét års leje i Bundesligaen hos Wolfsburg har givet Adam Daghim blod på tanden for at spille fodbold på højeste niveau.
Efter planen rejser han retur til FC Salzburg efter sommerferien, hvor han har to år tilbage af kontrakten.
Men det er på ingen måder planen, at karrieren skal fortsætte i Østrig.
Adam Daghim har langt større ambitioner for fremtiden.
- Jeg skal videre fra Salzburg, det ved klubben godt. Forhåbentligt kommer det rigtige tilbud til mig her i sommervinduet, siger Adam Daghim, der onsdag debuterede på det danske landshold i testkampen mod DR Congo.
- Min prioritet er spilletid på det højest mulige niveau. Det tiltaler mig, hvis det kan blive i en top-5 liga, uddyber den 20-årige kantspiller, der har en fortid i FC København og AGF, inden han rejste til Østrig.
Artiklen fortsætter efter billedet

Startdebuten på landsholdet kom lidt uventet for den hurtige kantspiller, fordi han trods alt var efterudtaget, da Gustav Iskasen måtte melde afbud.
- Jeg var overrasket over at spille fra start, men jeg har omvendt haft nogle gode træningspas og er glad for den chance, Brian gav mig, siger Adam Daghim.
- For mig er det en drengedrøm at spille på landsholdet. Det er den bedste følelse, der findes. Forhåbentligt kan jeg fortsætte med at spille på landsholdet, hvis jeg præsterer på klubholdet, siger han og erkender, han burde have scoret i sin debut.

- Vi skulle have vundet kampen, og jeg burde have scoret på den store chance, jeg fik før pausen.
- Jeg er meget glad for den tillid, som landstræneren har vist mig. Nu handler det om at bevise mit værd, så jeg kan fortsætte på landsholdet, siger Adam Daghim, der faktisk allerede tilbage i november 2024 blev nævnt første gang af Brian Riemer.
Det var i forbindelse med hans første landsholdsudtagelse. Men der skulle gå halvandet år, før landstræneren tog ham med i truppen.

Superliga-program: AGF åbner mod Brøndby
Hattrick | Afsnit 94Superligaens kampprogram er kommet, og sæsonen bliver sparket i gang med et kæmpe opgør for de forsvarende mestre fra AGF.
Læs mere
Danmark

































