Resultaterne har ikke flasket sig for det danske landshold på det seneste.
På fire måneder er Danmark gået fra at være talt op til at være outsidere til VM til så at ryge ud af VM-gruppen og efterfølgende tabe til Kasakhstan i EM-kvalifikationen.
DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, mener dog ikke, at VM-skuffelsen og nederlaget til Kasakhstan kan kædes sammen.
- Jeg synes, det er meget bagudskuende, og jeg køber ikke præmissen om, at VM skal drages ind i nederlaget til Kasakhstan. Det gør jeg ikke.
- Finland-kampen var langt hen ad vejen god, og kampen mod Kasakhstan var også god lige på nær til sidst.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er fint med kritik, og det skal der også være, når vi ikke kan holde føringen mod Kasakhstan, for det er ikke godt nok.
- Men alt er ikke håbløst lige nu, selvom nogle eksperter gerne vil trække det derop, fortæller Peter Møller til bold.dk.
Mangler ikke ild i øjnene
Flere eksperter har også efterspurgt ild i øjnene hos de danske spillere, men det synes Peter Møller slet ikke mangler.
- Jeg køber heller ikke præmissen om manglende ild i øjnene. Det gør jeg simpelthen ikke. Jeg køber heller ikke fortællingen om, at det hele bare er håbløst nu.
- Holdet har klaret sig godt i lang tid, og så har folk en forventning om, at vi går ud og kører alle hold over.
- Selvom det kan lyde lidt dumt, så kan det være meget sundt at få en kamp som den her (Kasakhstan-kampen, red.). Det er sundt at få et hak over næsen, for træerne vokser ikke ind i himlen.
Burde VM ikke være det hak over næsen?
- Hvem siger, at det her er endestationen for det her hold? Der er mange eksperter, der er gode til at drage konklusioner på baggrund af 20 minutter.
- Det er fint, der kommer nogle mellemregninger, men lad os snakke sammen november, hvor vi kan se, hvad status er i kvalifikationen, fortæller Peter Møller.
Danmark har mulighed for at revanchere nederlaget til Kasakhstan i juni, hvor man møder Nordirland og Slovenien.