2024-06-25 22:57:20

Karakterer: Dét skal fikses i en fart, Hjulmand!

Der er offensiv scoringskrise på det danske landshold, der trods tre uafgjorte på stribe er videre ved EM. Her er Bolds karakterer.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i München
Artiklen fortsætter efter indholdet

EM - 3. runde

FT

DAN

0 - 0

SER

Danmark er videre ved EM med en andenplads, men den offensive maskine hostede og hakkede mod Serbien, og det må give alvorlige panderynker hos Kasper Hjulmand. 

Jonas Winds præstation i første halvleg var langtfra bestået, og Rasmus Højlund har nu kun scoret ét mål i 11 kampe. Det er bekymrende.

Lyspunkterne fandt vi i forsvaret, hvor Jannik Vestergaard og Andreas Christensen styrede defensiven med hård hånd.

Her er Bolds karakterer:

Kasper Schmeichel - 4 / 10
Det var en meget stille aften på kontoret for Kasper Schmeichel, der dog havde en enkelt brøler i anden halvleg, hvilket satte Joachim Andersen under pres. 

Joachim Andersen - 3 / 10
Det startede egentlig meget fint, men som første halvleg skred frem, faldt Joachim Andersen i niveau. Den normalt boldstærke stopper var uvenner med bolden, og til tider panikkede han på en måde, der ikke hører en slutrunde til. Blev reddet af gongongen kort inde i anden halvleg med et klodset selvmål, der fik lydniveauet op på aftenens højeste fra de serbiske fans.

Artiklen fortsætter efter billedet

EM -Karakterer: Dét skal fikses i en fart, Hjulmand!
Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix

Jannik Vestergaard - 7 / 10
Danmarks udsmider. Smart af landstræneren at smide ham ind i midten af Danmarks trebackkæde, når man som Vestergaard ingen fart har. Den mangel i spillet var slet ikke til at se mod en godt nok fysisk brølstærk, men også meget langsom Aleksandar Mitrovic. Han fik det sværere over for den store stjerne Dusan Tadic, som kom på banen i anden halvleg.

Andreas Christensen - 7 / 10
Selv hvis du smed en pistol for panden af Andreas Christensen, ville han ikke panikke. Barcelona-danskeren har en ro i sit spil, som kun få kan matche, og det demonstrerede han nok engang mod Serbien.

Alexander Bah - 5 / 10
Fart og initiativ. To kompetencer, Benfica-backen bringer til bordet, når han spiller for det danske landshold. Bah har en god evne til at sidde i haserne på sin direkte modstander og hele tiden være undervejs. Dog var han for langt fra at levere deciderede afgørende aktioner.

Pierre-Emile Højbjerg - 6 / 10
Midtbanemaskinen var nok en gang velsmurt. Højbjerg beviste på ny, at han er i en klasse for sig, når det kommer til at dække store områder. Derudover var han en af de få, der med sporadiske mellemrum formåede at opildne det ellers noget tamme publikum på Allianz Arena. 

Morten Hjulmand - 4 / 10
Hele Danmarks darling leverede som altid stenhård fight, men han havde svært ved at finde det rette spændingsniveau. Det kom helt konkret til udtryk, da han efter en halv times spil trak et tåbeligt gult kort, som betyder, at han er i karantæne i ottendedelsfinalen. Det må han tage ved lære af. 

Christian Eriksen - 5 / 10
Med sin landskamp nummer 133 overgik Christian Eriksen Simon Kjærs rekord for flest danske landskampe, men det var ikke kreatørens bedste kamp. Han pustede liv ind i tilhængerne med et skarpt skud fra distancen efter 20 minutter. Til gengæld var han helt ved siden af sig selv, når han skulle slå de dødbolde, han normalt er så sikker i.

Joakim Mæhle - 6 / 10
Det var ikke Joakim Mæhle som i 2021, men wingbacken havde flere offensive lyspunkter - heriblandt et par farlige indlæg. Omvendt stressede han en smule for meget med bolden, når serberne gik højt på Danmark. Alt i alt en blandet omgang fra Mæhle. 

Jonas Wind - 2 / 10
Puha, Jonas Wind. Det var en præstation til glemmebogen. Wolfsburg-angriberen er kendt for at være en stærk opspilsstation, men tirsdag aften var han alt andet. Bolden sprang ofte fra ham, og det blev så stor en hæmsko for Danmarks spil, at Wind blev flået ud i pausen. 

Rasmus Højlund - 3 / 10
Du kan ikke sætte en finger på Rasmus Højlunds arbejdsindsats. Han iler altid efter bolden, men i aftenens opgør hoppede og dansede den otte ud af ti gange, når han modtog den. Han irriterer sin modstander. Det er helt tydeligt, og han trækker læssevis af frispark. Herunder et gult kort kort inde i kampen. Efter en lille time havde Kasper Hjulmand dog set nok. Det var ikke fra Manchester United-manden, målet ville komme. Ind kom Kasper Dolberg i stedet.

Indskifterne:

Andreas Skov Olsen - 5 / 10
Et friskt pust. Det var, hvad Andreas Skov Olsen var for Danmark, da han allerede i pausen kom ind på bekostning af en skidt spillende Jonas Wind. Kantspilleren søgte konstant udfordringen og de dybe løb, hvilket kastede flere farlige situationer af sig. 

Kasper Dolberg - 4 / 10
Man skal gribe muligheden, når man får den, og derfor kan Dolberg ikke være tilfreds. Angriberen var en anelse for anonym i den halve time, han fik på banen.

Victor Kristiansen - 
Indskiftet efter 77 minutter - uden for bedømmelse. 

Thomas Delaney - 
Indskiftet efter 77 minutter - uden for bedømmelse. 

Yussuf Poulsen - 
Indskiftet efter 88 minutter - uden for bedømmelse. 

Træneren: 

Kasper Hjulmand - 5 / 10
Det er godkendt at gå videre ved EM som nummer to i gruppen. Det var målet, men Hjulmands tropper har reelt set kun spillet en god halvleg mod Slovenien og en flot indsats over 90 minutter mod England. Offensivt kæmper landstræneren med at finde idéerne. Måske det snart er en løsning at kaste Rasmus Højlund ud på bænken for at bringe hans power, når modstanderne er flade.

Med Bold+ kan du blive meget klogere på den danske EM-stjerne Morten Hjulmand, hvis far her fortæller om dengang, en præst forandrede sin søns liv. Få hele dén fortælling her.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

EM - 3. runde

FT

DAN

0 - 0

SER

Annonce

35 kommentarer

Se kommentarer
Annonce