Kasper Schmeichel meldte fredag fra til Danmarks kommende landskampe, da han døjer med efterveerne fra en tidligere skulderskade.
Den 39-årige målmand har siden været til nærmere undersøgelser, der har vist, at skulderproblemerne er værre end som så.
Det fortæller Kasper Schmeichel tirsdag aften til CBS Sports, hvor han medvirkede sammen med Peter Schmeichel i forbindelse med tv-stationens dækning af Champions League.
- Jeg var hos en specialist i går (mandag, red,). Jeg skal nu have to operationer for at fikse min skulder, hvilket er lidt af et slag. Jeg har revet biceps over. Revnet min rotator cuff. Skulderen er gået af led. Det hele er ligesom gået i stykker.
- Det er som en markspiller, der får en korsbåndsskade og river sin akillessene over på samme tid. Det ser ud til 10-12 måneders genoptræning. Det har været nogle mærkelige dage, siger Kasper Schmeichel.
Celtic-målmanden understreger, at han ikke helt ved, hvordan han skal reagere på den nedslående melding.
- Jeg fik det at vide i går (mandag, red.). Jeg ved faktisk ikke rigtig noget lige nu, i den forstand at man ikke ved, hvordan man skal reagere på det her.
- Jeg kan potentielt have spillet min sidste fodboldkamp nogensinde. Jeg har været fodboldspiller siden den dag, jeg blev født. Den tanke er ødelæggende. Det er meget, meget svært at forstå lige nu.
- Jeg fik beskeden i går om, at det potentielt kan være enden på min karriere på grund af min alder. Når jeg engang kan være klar igen, kan jeg være plus 40, fortæller Schmeichel og samtidig løfter sløret for, at han skal opereres første gang på fredag.
Det tyder derfor på, at Kasper Schmeichel efter alt at dømme har spillet sin sidste landskamp for Danmark.
Schmeichel fik i 2013 debut, og han har siden spillet 120 landskampe for Danmark.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere

Danmark





































