
- Ellers bliver jeg sindssyg!
Sådan lød det fra Simon Kjær, da han efter lørdagens kamp mod Frankrig fastslog, at han i allerhøjeste grad forventede at blive klar til at kunne spille skæbnekampen mod Australien.
Men onsdag var kaptajn Kjær nok en gang at finde på den danske bænk, og der blev han siddende frem til slutfløjt, hvor han kunne konstatere, at Danmark var færdige ved VM.
Kjær forklarede efter 0-1-nederlaget, at han ganske enkelt ikke var i stand til at spille på grund af sit lår - i hvert fald ikke i 90 minutter.
- Jeg spillede ikke, fordi jeg på nuværende tidspunkt ikke er i stand til det med mit lår. Der er egentlig ikke så meget mere at sige om det, sagde Kjær.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvis beslutning var det?
- Det er altid Kaspers (Hjulmand, red.) beslutning, hvem der spiller og ikke spiller, men jeg var ikke i stand til at spille 90 minutter i dag (onsdag, red.), lød det fra landsholdsanføreren.
Kjær blev senere blev om at forklare, hvordan Kasper Hjulmand kunne klarmelde samtlige spillere til Australien-kampen, når stopperens lår-problemer stadig var for store til at komme i aktion.
- Vi testede det dagen før kamp, og det var ikke tilnærmelsesvis godt nok. Det er også en del af gamet.
- Jeg har prøvet på at bidrage, så meget jeg kunne både på og udenfor banen og udfyldt min rolle. Men selvfølgelig er det utrolig frustrerende for mig personligt, afsluttede Kjær.
Den 33-årige AC Milan-stopper satte desuden ord på sin egen fremtid på landsholdet. Læs mere om det her.