KLUMME: Danmark bør sige farvel til Riemer

Det er en kendsgerning. Der er ikke flere livliner at klamre sig til - ikke mere at krydse fingre for og håbe på. Danmark skal ikke til VM - velsagtens det letteste VM at kvalificere sig til nogensinde. Og endda med udgangspunkt i en pæn pulje af danske spillere, der præsterer ugentligt i store klubber i store ligaer.

Det er et lavpunkt i dansk landsholdshistorie. Et lavpunkt, der bør få konsekvenser. 

Nu skal vi høre på, at alle kan tabe en kamp i Prag til Tjekkiet. Det er ikke løgn. Det er isoleret set ikke en skam at tabe en straffesparkskonkurrence på udebane mod et tjekkisk landshold. Det er bare en afsporing af det virkelige problem. Det reelle lavpunkt.

For aftenens kamp mod Tjekkiet var blot en mulig redningskrans for et dansk landshold, der allerede sank til bunds i en fadæse af en afslutning på kvalifikationen for fire måneder siden. 

Dengang måtte vi vente med at drage endelige konklusioner, fordi der stadig var en mulighed for VM. Det er der ikke længere. 

Derfor er det mere end en overvejelse værd, om Brian Riemer er den rigtige landstræner. Og en overvejelse, der bør ende med konklusionen, at det er han ikke. 

Desværre. For Brian Riemer har så mange kvaliteter. Der er ikke en finger at sætte på hverken hans personlighed eller kommunikation. Han har bare vist sig at mangle den vigtigste kvalitet: Evnen til at skabe et vinderhold. 

Derfor burde han heller ikke være landstræner til næste gældende kamp for Danmark. Men det kommer han til at være. Jeg kan ikke forestille mig, at DBU siger farvel nu. Det er helt utænkeligt. Sådan gør man ikke i DBU.

Det havde ellers været så nemt at takke af for nu uden at skulle ud i den store dramatik… hvis man da altså ikke havde givet Riemer en forlængelse af kontrakten, inden han overhovedet havde kvalificeret Danmark til VM.

Troen var stor i DBU, men det endte med at falde helt sammen. Uafgjort mod Belarus i Parken, nederlag til Skotland i Glasgow og i aften altså det sidste søm i kisten i Prag.

Straffesparkskonkurrencen var helt skidt, men det burde aldrig være nået dertil. Jeg sidder tilbage med følelsen af, at Danmark tabte på det mentale - også i straffesparkskonkurrencen, men faktisk primært i de 120 minutters åbent spil.

Brian Riemers ansvar er at sætte et hold op, der tør. Et modigt hold. Det var ikke det, der var præsenteret på banen i de første 45 minutter. Det var rystende nervøst. Ja, Pierre-Emile Højbjerg har ansvar for at kunne ramme en medspiller. Joakim Mæhle har ansvar for at kunne positionere sig. Gustav Isaksen har ansvar for at kunne udfordre en modstander. Victor Froholdt for at løbe sig spilbar.

Men når så mange spillere på et hold leverer under niveau, må det også være træneren, der har gjort noget forkert. 

Længe sad man samtidig med følelsen af, at trænerbænken var paralyseret, da der hverken blev justeret på systemet eller skiftet spillere før efter en time, hvor det blot var en midterforsvarer for en midterforsvarer. 

Spillet blev bedre, men chancerne blev aldrig store nok. Det krævede to dødbolde at få bolden i kassen. Og til sidst gik det helt galt fra straffesparkspletten.

Det bliver en lang sommer. Fem uger med VM. Men uden Danmark. Det er for ringe.