2022-11-30 21:02:26

KLUMME: RÆDDERLIGT! PINLIGT! SKAMMELIGT!

Det blev tre kampe og i bad for et dansk landshold, som har leveret en VM-slutrunde under al kritik, mener bold.dk’s chefredaktør René Schrøder.

Artiklen fortsætter efter annoncen
bold.dk i Doha, Qatar

Jeg er lige kommet op fra Mixed Zone. Det arbejdsområde på et fodboldstadion, hvor de skrivende journalister kan interviewe spillere og trænere.

I dag stillede DBU med fem mand: Alexander Bah, Andreas Cornelius, Jesper Lindstrøm, Andreas Christensen og Simon Kjær.

En efter en gik de bodsgang. Tog de tæsk og kritiske spørgsmål, som pressen havde forberedt.

Ingen kunne forklare det, de lige havde været vidner til. De var skuffede og vrede, lod de forstod.

- Sådan er fodbold. Det går op og ned i showbiz, og vi vinder som hold og taber som hold, lød det nærmest samstemmende.

De kunne simpelthen ikke forklare, hvorfor normalt pasningsikre spillere hældte bolden ud over sidelinjen. Hvorfor de ikke kunne ramme noget, der lignede deres sædvanlige niveau. Hvorfor de ikke kunne skabe chancer. De kunne ikke finde forklaringer. Ikke finde de rigtige ord.

Artiklen fortsætter efter billedet

VM -KLUMME: RÆDDERLIGT! PINLIGT! SKAMMELIGT!
Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix

Jeg vil gerne hjælpe dem på vej. Det samlede indtryk og den samlede dom over VM-indsatsen først: RÆDDERLIGT! FIASKO! PINLIGT! HORRIBELT! SKAMMELIGT! UVÆRDIGT! DUMPET! 

I tog afsted med store drømme om en VM-titel. I tog afsted som EM-semifinalister, som nummer 10 på verdensranglisten og skulle møde et fransk hold, I har haft krammet på og derudover nummer 30 og nummer 38 på verdensranglisten. Vejen til knokoutfasen var banet oppe i jeres hoveder, og nu skulle denne landsholdsgruppe vinde noget sammen, som I igen og igen formulerede det.
I stedet tager Danmark hjem med en flov smag i munden, og de store VM-drømme er afløst af VM-skam i sportstaskerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prøv at høre, venner: Facitlisten efter gruppespillet lyder på ét point - ÉT point - og blot ét scoret mål efter en standardsituation, hvor Andreas Christensen (en af de få, der kan kigge sig selv i spejlet) dukkede op. Den næststørste chance kom også efter et hjørnespark, da Andreas Cornelius ikke fik ram på bolden en meter fra målstregen. I åbent spil har I ikke skabt nogle deciderede 100 %-chancer, hvor man tænker: ‘Wauw - godt taget af keeperen!’.

Spillet har været tamt, fantasiløst, idéforladt. Det har været mere ophidsende at se migrantbørnene spille to mod to på parkeringspladsen foran Qatar Mall, end det har været at sidde på stadion under de tre danske kampe.

Og så til det, der skete i en stemningsforladt, spøgelsesagtig kulisse her til aften:

Det er den altafgørende kamp. Knald-eller-fald. Kniven for struben. Nu må de sgu da have fattet alvoren, har jeg tænkt de seneste dage. Nu tager de sig sammen og leverer de ekstra procenter, der skal til for at vinde over et Australien-hold, som de har omtalt som et hold, de ikke må tabe til.

På bundlinjen står: Danmark tabte igen. Ikke noget med uheld, stolpe ud og dommerfejl undervejs. De tabte simpelthen til et bedre hold, som viste, hvor langt man kan komme med den rigtige indstilling, med vilje og med vildskab.

Kasper Hjulmand havde ellers - igen, igen - rystet posen. Stillet op i en offensiv 4-3-3. Nu skulle der angribes. Med en start 11’er, hvor fem mand til daglig spiller i Premier League, to i La Liga og en i henholdsvis Bundesligaen, Ligue 1, Serie A og den belgiske liga. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Australiens start 11’er er der folk, der spiller i klubber, jeg aldrig har hørt om før. Deres keeper er reservemålmand i FC København! Alligevel ryster de danskerne. Alligevel er det dem, der kan juble både undervejs og på slutfløjtet. Og danskerne, der hurtigst muligt skal finde et spejl frem og vurdere, hvilken rolle de hver især spiller i at have leveret den ringeste VM-slutrunde i nyere, dansk fodboldhistorie.

I Mixed Zone fortalte Andreas Christensen ærligt, at alt det, der her i Qatar ikke har handlet om fodbold, har ligget og fyldt i baggrunden. Han ville ikke bruge det som undskyldning, men det har rumsteret. Det samme sagde Mæhle efter Tunesien-kampen: Det har fyldt på spiller-niveau.

Og der lyder mit spørgsmål så: Har DBU været dygtige nok til at skærme spillerne og landstræneren for alt det, der handler om værdipolitik, menneskerettigheder, aktivisme osv.?

Nej, lyder svaret herfra. Al kredit til Kasper Hjulmand, spillerne og forbundet for at være ‘et åbent landshold’ og svare på de spørgsmål - også de kritiske - som måtte komme, når man erklærer, at man vil vise sine værdier frem i Qatar, men ender med at trække i land pga. frygten for et gult kort.

Det er umuligt at skille sport og politik - specielt når slutrunden foregår et sted, som ligger så langt fra vestlige værdier og vestlige standarder. DBU’s fodbolddirektør Peter Møller har fortalt os, at de evaluerer deres pressestrategi, når de kommer hjem. Det er der god grund til, for både Kasper Hjulmand og spillerme har været pressede over al den fokus, der specielt har været på det fraværende OneLove-armbånd. 

DBU og deres allierede OneLove-nationer kunne snakke nok så meget om at adskille sport og politik. Men i det øjeblik, at de går ud med deres statement om at placere et regnbuefarvet anførerbind på anførernes overarme, gør det spillerne til aktivistiske symboler - og så er sammensmeltningen total. For så kan de ikke skærme spillerne fra spørgsmålsregn fra medierne. Og så fylder det i baggrunden, som Andreas Christensen fortalte.

Hvad kunne de syv nationer så have gjort, spørger den kvikke læser. I min verden skulle de syv trænere havde taget regnbuefarvede strømper på og smøget bukserne op, så hele fodboldverdenen kunne se deres budskaber. Så var det ikke nået spillerniveau. 

Men det er en anden snak. Lige nu skal Hjulmand først og fremmest fokusere på, hvordan han får samlet sit hold op og får connectet med det folk, som har været vidne til en fuldstændig forfærdelig gang fodbold i ørkenen. 

49 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0