Det danske landshold ankom tidligere på ugen til VM i Qatar, og forholdene er nogle lidt andre, end de var vant til under EM sidste år.
Varmen er massiv, og der kommer markant færre danske fans på stadion til kampene, end tilfældet var under EM-euforien.
Joakim Mæhle medgiver, at spillerne ikke helt ved, hvordan ovenstående faktorer vil påvirke dem.
- Det bliver specielt, og det er jo uforudsigeligt, for vi ved ikke, hvordan det kommer til at blive. Det bliver en speciel oplevelse, så vi må prøve ikke at tænke så meget over det, siger Mæhle og fortsætter:
- Vi ved heller ikke, om man kan mærke, at der er aircondition på stadion. Vi må tage det, som det kommer.
Mæhle tror dog ikke, at varmen bliver det store problem for spillerne.
- Varmen gør træningen lidt hårdere med de 30-40 grader, men nu er jeg personligt vant til at træne om eftermiddagen i Italien, så det gør mig ikke så meget, siger Mæhle.
- Jeg havde lige vænnet mig til, at det blev lidt køligere i Italien, og det var faktisk rigtig dejligt. Men selvfølgelig skal man være mere opmærksom på at indtage væske.
Hotel midt ude i ingenting
Mange af de andre landshold har valgt at bo inde i byen i Doha, men danskerne bor på et luksushotel et stykke uden for centrum - praktisk talt midt ude i ingenting.
Normalt har spillerne mulighed for gåture, når de er af sted med landsholdet, men med en motorvej på den ene side og et vandland på den anden side af hotellet - og en temperatur på over 30 grader - er det ikke det mest oplagte.
Spillerne skal dog nok få tiden til at gå, fastslår Mæhle.
- Det er selvfølgelig lidt specielt, at der pludselig midt ude i en ørken ligger et kæmpe hotel og et stort træningsanlæg. Men vi havde forberedt os på, at det ville være specielt, siger Mæhle.
- Udover træning hygger vi sammen. Vi snakker med venner og familie, og vi er altid gode til at have højt humør i vores fælleslokale.
- Der er både sat en masse computere op, en PlayStation, brætspil, bordtennis, og der bliver kørt nogle film og serier. Så vi skal nok få tiden til at gå.
Jesper Lindstrøm er enig.
- Der er blevet lavet en rigtig god spiller-lounge, hvor vi kan spille computer, brætspil og bare chille. Hotellet er fint, vi hygger os, og der er mange dage, der skal slås ihjel, siger Lindstrøm.
Astralis har hjulpet med gamer-setup
E-sportsholdet Astralis har hjulpet med at skabe et professionelt setup på spillerhotellet i Qatar, så landsholdsspillerne kan dyste mod hinanden i computerspillet Counter-Strike.
Jesper Lindstrøm er én af dem, der spiller Counter-Strike i sin fritid, og det gør han da også i Qatar, når tiden ellers er til det.
- Ja, jeg synes, jeg får holdt det ved lige, men det er lidt svært, når det ikke er mit eget setup med tre skærme og hele lortet, siger Lindstrøm med et grin.
- Vi spiller lidt og hygger os. Når jeg er hjemme i Frankfurt, handler det om at vinde (i Counter-Strike, red.), hernede handler det om at hygge sig. Jeg gør mit bedste for at holde det ved lige.
Kan Mæhle holde sit Twitch-game ved lige hernede?
- Nej, han kan jo ikke streame, for vi har kun én skærm, og han skal jo også kunne læse chatten. Det må han vente med, til han kommer hjem, siger Lindstrøm kækt.
Mæhle bider dog ikke på stikpillen.
- Jeg tror såmænd nok, jeg kunne få flere skærme, men det er nok ikke lige det, jeg havde tænkt, jeg skulle bruge VM-slutrunden på, siger Mæhle med et grin.
Danmark spiller første kamp ved VM på tirsdag, hvor Tunesien venter klokken 14.00 dansk tid.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FIFA VM
Danmark






































