

Rasmus Nissen Kristensen gjorde en fin figur i Danmarks 2-0-sejr over Frankrig søndag aften.
Leeds-backen var med til at sikre et dansk clean sheet, og det var han naturligvis glad for, da han talte med pressen efter kampen.
- Jeg synes, at hele holdet leverer en rigtig solid præstation - inklusiv mig selv, og det er klart, at som forsvarsspiller er et clean sheet noget, der i den grad luner, så jeg er fint tilfreds, fastslog han.
Undervejs i kampen mod Frankrig var det tydeligt at se, at Nissen sætter en stor dyd i sit defensive arbejde.
Artiklen fortsætter efter billedet

Flere af højrebackens succesfulde indgreb blev fejret med en form for jubelbrøl, og ifølge hovedpersonen selv er det noget, man som forsvarsspiller skal have lov til.
- Som forsvarsspiller synes jeg godt, at man kan tillade sig at juble, når man forhindrer noget. Præcis ligesom en angriber gerne må juble, hvis han scorer, sagde han og fortsatte.
- I sidste ende er det jo mit job at forhindre, at de andre scorer, så det kan jeg godt finde på at juble lidt over, når det er, lød det fra landsholdsbacken.
Rasmus Nissen Kristensen blev skiftet ud i kampens overtid til fordel for Benfica-danskeren Alexander Bah.