Kasper Schmeichel er blevet upopulær i Celtic.
Den danske landsholdskeeper kom i et uheldigt søgelys, da han senest dummede sig ved to af målene i Celtics 1-4-nederlag til Stuttgart.
Fansene på lægterne begyndte efterfølgende at sende buh-råb ned mod Schmeichel, hver gang danskeren havde bolden.
En situation, som er meget atypisk i skotsk fodbold.
Det fortæller Peter Kjær, som selv har en fortid i skotsk fodbold, da han vogtede målet for Aberdeen fra 2001 til 2003.
Den tidligere landsholdskeeper blev derfor overrasket, da han hørte utilfredsheden fra Celtics fans ned mod Schmeichel.
- Det er her, det hele bliver lidt specielt: Når dine egne fans er på nakken af dig. Det var de vist også sidste gang, husker jeg. Men det er meget specielt.
- Det slår mig ikke som typisk britisk. I Skotland oplevede jeg det aldrig, ikke kun mod mig, men helt generelt oplevede jeg det ikke. Man oplever det sjældent.
- Men hvis det er så markant, så bryder jeg mig bare ikke om det. Jeg er ikke i tvivl om, at Kasper er psykisk stærk.
- Men uanset hvordan vi vender og drejer det, er det da noget, som rammer en person. Sådan ville jeg da have haft det, siger Peter Kjær til Bold.
Alternativer på landsholdet
Bold har tidligere talt med Ryan McGinlay, som dækker Celtic tæt for Newsquest i Skotland.
Han kunne fortælle om den store kritik af Schmeichel, mens han også undrede sig over, hvordan danskeren kunne være førstevalget på landsholdet.
Det er Peter Kjær dog slet ikke enig i, da der er flere ting at tage højde for, når man tager landsholdsbrillerne på og ser på Schmeichel-debatten.
- De målmænd, som er alternativ til Kasper, har ikke spillet før nu. Nu spiller Mads Hermansen for West Ham igen, men før gjorde han det ikke i en lang periode. Inden havde han vel fem kampe for West Ham.
- Filip Jørgensen får en kamp, når A-holdet skal spares. Det er man nødt til også at tænke ind i, når man stiller spørgsmål ved det.

Kjær køber, at Hermansen er et godt alternativ, hvis danskeren nu kommer til at spille fast for West Ham.
Men alligevel er det ikke det rette tidspunkt at skifte Schmeichel ud inden playoff-kampen mod Nordmakedonien.
- For mig ville det være dybt mystisk, hvis man op til den første playoff-kamp, hvor skaderne primært vælter ind i forsvaret, og hvor der stort set ikke er en forsvarsspiller, som har været der tidligere, skifter.
- Jeg skal ikke gøre mig til landstræner, men hvis også man skifter en målmand der, vil det være ret vildt. Det ville være overraskende for mig.
Skal Schmeichel stå for Danmark?
Danmark kæmper for en billet til VM-slutrunden.
Landsholdet skal først forbi Nordmakedonien i en playoff-semifinale, inden Tjekkiet eller Irland venter i en potentiel finale om en VM-billet.
Skal man holde fast i Kasper Schmeichel til de kampe på trods af, at han har set uheldig ud?
- Jeg er nødt til at sige, at jeg ikke er et sekund i tvivl om Filip Jørgensen eller Mads Hermansens kvaliteter. Men vi står med den lille udfordring, at vi ikke har set dem spille på landsholdet.
- Kan de gøre det? Ja, det tænker jeg da. Men er der råd til en misser? Nej, det er der ikke.
- Kasper kan også misse. Det har han gjort, og det kommer han givetvis til igen. Men der ved du, hvad du får. Der vil onde tunger sige: 'Du får en målmand, som ikke er, hvad han har været'.
- Nej, det kan godt være. Men du får en med over 100 landskampe bag et forsvar, som tilsammen måske har ti landskampe. Det er et helt andet perspektiv, som man bør tage med i sine overvejelser, siger Peter Kjær.

Den tidligere landsholdskeeper kalder det derfor for voldsomt, hvis Brian Riemer vælger at ændre på målmandsposten, nu hvor der også er problemer i forsvaret.
Schmeichel skal slås ud
På nuværende tidspunkt har Kasper Schmeichel problemer i Celtic, mens Mads Hermansen får spilletid i West Ham og har gjort det godt.
Men ifølge Peter Kjær bør den bedste keeper ikke nødvendigvis stå for landsholdet.
- Det er ikke rigtigt, at den bedste målmand skal stå. Jeg kan komme i tanke om mange situationer, også hos mig selv, hvor det har været anderledes.
- Lige præcis på den position er det anderledes. Jeg ser det lidt som en boksekamp, hvor førstevalget er verdensmesteren. Han skal slås ud, før du kan vinde pladsen. Det er ikke nok at gå tiden ud, du skal slå ham ud.
- Er man der, hvor man med sikkerhed kan sige, at Mads vil bringe bedre præstationer ind fra første landskamp? Hvis ja, så skal man da skifte. Men det kan jeg ikke se nogle argumenter for.
- Så skal man begynde at sige, at Kasper ikke er, hvad han har været. Nej, det ved jeg godt. Men hvordan reagerer Mads, og hvad gør han, og så videre?
- Det er lidt anderledes nu, fordi de andre to alternativer ikke har spillet meget, så det er ikke så åbenlyst. Det er en svær situation, det anerkender jeg.
Derfor mener Kjær, at man skal passe på med at smide Schmeichel for porten og sige, at han er færdig på landsholdet.
- Vi står foran to vigtige playoff-kampe, og der ser det rigtig skidt ud defensivt med skader og karantæner.
Tiden må derfor vise, hvem som vogter det danske mål mod Nordmakedonien den 26. marts.
Hvem skal stå mod Nordmakedonien?
3.110 stemmer

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere

Danmark
VM kval. UEFA































