Det har taget sin tid, men lige nu har Mikkel Damsgaard gang i en sæson, der med lethed kan betegnes som både historisk og den bedste i karrieren.
For på assistlisten i Premier League er det kun Mohamed Salah, der er bedre end den 24-årige dansker. 10 gange har Damsgaard haft næstsidste fod på bolden før en Brentford-scoring.
Og så er han kåret som månedens spiller i fire af de seneste fem måneder i Brentford.
Det er i sandhed en offensivspiller, der er i storform som Brian Riemer får hjem til landsholdssamlingen i den kommende uge.
- Han er sammen med Mika Biereth og Gustav Isaksen de spillere, der er i bedst form. Som landstræner bliver man altid glad for at få spillere hjem i topform, siger Brian Riemer, der sender en stor tak til sin tidligere chef, Thomas Frank, for den tålmodighed, han har haft med Mikkel Damsgaard de seneste år.
For siden han i sommeren 2022 kom til Brentford, har han i sandhed slidt med at finde fodboldformen. Altså indtil denne sæson, hvor alt har set ganske lovende ud.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Damsgaard kom til Brentford efter en meget svær periode i Sampdoria, hvor han var ude i længere tid. Han hang lidt fast og det tog lang tid at komme tilbage, fordi forventningspresset også er stort.
- I den slags situationer er der brug for tillid, og den fik han hos Thomas (Frank, red.) i Brentford. Mange andre havde givet op i forhold til Damsgaard, men Thomas er en fantastisk træner, som hele tiden har troet på ham. Og det skal man ikke undervurdere i den her situation, hvor kontinuitet har været afgørende for, hvor Mikkel Damsgaard befinder sig i dag, pointerer Brian Riemer.
Brian Riemer nåede at arbejde sammen med Damsgaard i Brentford, inden han i efteråret 2022 rejste til Anderlecht for at blive cheftræner.
- Jeg glæder mig virkelig til at se Mikkel på landsholdet, fordi jeg tror, han kan gøre en kæmpe forskel for os, siger Brian Riemer.
Mikkel Damsgaard pådrog sig en infektion i knæet, da han spillede i Sampdoria. Det krævede et indgreb, der betød, at han var ude af spillet fra oktober 2021 til april 2022. Men efterfølgende gik der lang tid, før han ramte sit topniveau.
De stærke og stabile præstationer for Brentford førte tidligere på året til, at Mikkel Damsgaard fik forlænget sin aftale frem til sommeren 2030.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Danmark









































