Det danske landshold sparker torsdag aften gang i kvalifikationen til EM i 2024, når der venter en hjemmekamp mod Finland i Parken.
Til den opgave har landstræner Kasper Hjulmand valgt at ryste posen i forhold til VM-slutrunden i 2022, derfor er flere rutinerede spillere denne gang blevet udeladt.
Blandt de fraværende navne er Thomas Delaney og Yussuf Poulsen, som begge er blevet hjemme i deres tyske klubber.
Landsholdsanfører Simon Kjær blev i landsholdslejren forholdt fraværet, og han fortalte den fremmødte presse, at han var ærgerlig men rolig omkring.
- Jeg er da ked af, at Delaney og Yussuf ikke er med, for jeg har brugt rigtig, rigtig meget tid med dem.
- Men samtidig ved jeg, at jeg har en landstræner, som vender enhver lille sten i sit hoved i forhold til tanker om, hvorfor han træffer sine valg. Så jeg kan hvile i, at det ikke er en beslutning, der er truffet over natten.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der er en årsag, men jeg kan da godt forstå, at de er skuffede. Jeg er ked af det på deres vegne, men jeg håber på at se dem igen.
Den danske landsholdstrup tæller denne gang unge navne som Elias Jelert, Mohamed Daramy, Morten Hjulmand og Mads Hermansen.
Det er navne, som ikke har stor erfaring på A-landsholdet, derfor venter der de rutinerede spillere en ekstra opgave for at køre dem ind, lyder det fra Kjær.
- De unge skal føle, at døren er åben til at komme ind og være en del af landsholdet.
- De er måske lidt nervøse, men de skal kunne mærke, at det er et åbent sted, hvor vi har det godt sammen og hygger os. Når vi går på træningsbanen, giver vi den gas og har fuld fokus, men når vi går derfra, hygger vi os igen og nyder at være sammen.
- Jeg er sikker på, at de nok skal falde hurtigt ind. Vi har så mange dygtige spillere, og hvis der kommer nye spillere med nu, så skyldes det, at Kasper har set noget, for de skal satme være gode, lyder det fra Kjær.
Danmark møder torsdag aften Finland i Parken. Der er kampstart klokken 20.45.