2022-06-17 11:10:14

Spillerforeningen langer ud: Vi har intet lært

Spillerforeningen mener ikke, at vi har lært noget af det, der skete, da Christian Eriksen faldt om i Parken. Det er voldsomt problematisk, lyder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Weekendavisen bragte torsdag en længere historie om Christian Eriksens kollaps i Parken mod Finland den 12. juni sidste år.

Her lød det blandt andet, at der var flere scenarier i spil end de to, som Kasper Hjulmand og co. har fortalt, hvilket landstræneren og Peter Møller dog sidenhen har afvist.

Hos Spillerforeningen ærgrer direktør Michael Sahl Hansen sig over, at det fjerner fokus fra det vigtigste.

- Vi har ikke hørt andet end det, som Kasper Hjulmand og DBU har fremlagt, og vi har på ingen måde grund til at tro på andet. Vi har fuld tillid til det, som landstræneren har fortalt.

- For os ligner det et spil om at få placeret ansvaret et andet sted. Det er uskønt og ufint. Selv her mere end et år efter, har vi ikke lært af det, der skete. Det er voldsomt problematisk, for det er dét, det helt overordnet bør handle om.

- Vi blev lovet et review af UEFA, så fodbolden kunne lære af episoden og de erfaringer, vi gjorde os, men der har været radiotavshed fra UEFA lige siden. Det er skuffende, at der ikke har været en ordentlig efterbehandling fra UEFA's side.

- Vi mangler fortsat en protokol, så vi ikke risikerer at stå i samme situationen igen. Det må aldrig være dem, der står midt i det, og som er emotionelt involveret, der skal træffe en beslutning. Der skal være en protokol med klare regler i de tilfælde. Men desværre står fodbolden samme sted som inden episoden, og det er katastrofalt, at vi her et år efter slet ingenting har lært, siger Michael Sahl Hansen.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce
0