- Han har Djurgården på sin 'bucket list', så der har du svaret på spørgsmålet. Jacob (Rinne, red.) er blevet spurgt direkte af os, om han vil have sin 'bucket list' krydset af, men det er vi ikke enige om endnu.
Sådan lød det tidligere på sommeren fra sportsdirektør i Djurgården, Bosse Andersson.
Nu kan den tidligere AaB-keeper sætte et stort, fedt kryds på denne 'bucket list'.
Mandag aften er den 31-årige målmand blevet præsenteret i Allsvenskan-klubben, som har udstyret ham med en aftale på fire og et halvt år.
Han vender dermed tilbage til svensk fodbold, efter han i sidste uge tog afsked med saudiarabiske Al-Fateh, og det ser han i den grad frem til.
- Det blev lidt følelsesladet på kontoret, og det her føles selvfølgelig enormt godt. Måske en top-3 dag i mit liv.
- At komme til Djurgården er den nemmeste beslutning, som jeg har taget. Og timingen kunne ikke have været bedre. Alt gik godt, og diskussionerne med klubben har været fremragende, lyder det fra den svenske keeper.
Jacob Rinne vogtede buret for AaB fra 2017-2022. Her blev det til 168 optrædener.
Målmanden har tidligere i karrieren tørnet ud for klubber som Gent, Örebro SK og BK Forward.

Djurgården
Allsvenskan


































