


Benjamin Verbic vendte torsdag tilbage til Telia Parken med sit nuværende hold Dynamo Kiev, og den hurtige kantspiller udlignede FCK's 1-0-føring til 1-1 med en signaturscoring fra sin venstrekant.
Slovenske Verbic drog ind i banen og trak bolden til sit højre ben, som han sparkede 1-1-scoringen i mål med.
Kiev-kanten fejrede ikke sin scoring og løftede i stedet armene i respekt for FCK-fansene. Det var der en særlig grund til, sagde han efter kampen.
- I dag (torsdag, red.) havde de (FCK-fansene, red.) lavet et skilt, og det var en varm velkomst. Jeg ville ikke juble, da jeg scorede, for at vise respekt, sagde Verbic og fortsatte:
- Fansene viste mig en masse respekt, også da jeg blev skiftet ud, og efter den første kamp sang de også min sang. Det betød meget for mig.
Aldrig har Verbic scoret et mål uden at juble, og det krævede lidt tilvænning.
- Det var første gang, jeg scorede mod et tidligere hold. Der var mange følelser, og det var svært at holde inde, men det gjorde jeg.
- Det var helt sikkert rart at score i Parken med mit nye hold, og jeg ville gerne vinde. Men de har vist mig respekt, så jeg viser dem respekt – det er sådan, det fungerer.
Verbic fortalte yderligere, at han var glad for sin scoring, som han vil se mange gange fremover.
Verbic er en stor profil i Dynamo Kiev, som han skiftede til i januar 2018. Han har siden spillet 64 kampe, scoret 22 mål og lagt op til syv scoringer for den ukrainske klub.