For to år siden var Jesper Lindstrøm klar til at rykke udenlands efter det store gennembrud i Brøndby.
I stedet for et skifte til Club Brugge eller mindre tyske klubber, som også var i spil, gik turen til Eintracht Frankfurt, og det sats har vist sig at give pote.
Lindstrøm er en af holdets profiler, og det har sågar sat gang i rygter om et skifte til en endnu højere hylde.
Tidligere har Arsenal været meldt lun på den 23-årige dansker, og senest har Frankfurt bekræftet, at RB Leipzig har budt på Lindstrøm.
Hovedpersonen har ikke travlt.
- Det er da interessant, at så store klubber klubber – ikke kun Leipzig, men også andre – er interesseret. Det viser, at man gør et eller andet rigtigt, og det kunne være sjovt at spille Champions League, men det er, som det er. Det er interesse, og der er ikke så meget mere i det, siger Lindstrøm.
Begrænsninger for hvor høj en hylde
Han nyder Frankfurt både som klub og by og er helt klar over, at det handler om ikke at tage for stort et skridt, når det en dag er aktuelt.
- Jeg har ikke travlt, for jeg spiller fast i Frankfurt og synes, det er en god hylde indtil videre. Det er lidt ærgerligt, vi kun skal spille Conference League, men det er trods alt ikke kun ligaen og pokalen. Der er stadig nogle internationale kampe.
- Hvis der skal ske noget, er det vigtigt, at jeg spiller. Der er begrænsninger for, hvor høj en hylde jeg skal op på, for jeg kan jo godt se, at i klubber som City, Liverpool, Real Madrid, Barca og alle de klubber er konkurrencen selvfølgelig større, end den er i Frankfurt.
- Det er vigtigt for mig at undersøge, hvem der er på holdet, og hvem træneren er, for du kan sagtens være god nok, men hvis ikke træneren synes det, spiller man ikke, pointerer Lindstrøm.
Andre muligheder
Selv om Jesper Lindstrøm er meget fokuseret på ikke at komme til for stor en klub og sidde på bænken, betaler det sig også nogle gange at tage chancen.
- Nogle gange handler det om at tage de her risici for at komme fremad, og det gjorde jeg med Frankfurt-skiftet. Jeg synes, det var et højt skifte fra Brøndby, men det har vist sig at være det helt rigtige.
Overvejede du et mindre skridt dengang?
- Ja selvfølgelig. Der var jo Club Brugge, der gerne ville hente mig, og andre små klubber i Bundesligaen, men så kom Frankfurt, og jeg så, hvad de står for med deres fans – jeg kan godt lide, at der er lidt fans ligesom med Brøndby.
- På den måde var det jo højeste hylde, og det var også svært, for det var en høj hylde, et nyt sted, første gang jeg skulle bo væk fra min familie og spille mod spillere, der præsterer på topniveau hver gang. Men det har vist sig at være det helt rigtige, siger Jesper Lindstrøm.
Nu satser Lindstrøm på at bide sig fast på landsholdet, hvilket du kan læse meget mere om her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Eintracht Frankfurt
Bundesliga































