Michael Kalt har valgt at træde tilbage som bestyrelsesformand i EfB.
Det skriver lokalmediet JydskeVestkysten, og det peger generelt i retning af, at amerikanerne inden længe kan være fortid i Esbjerg.
- Det har ligget i kortene længe, at de var på vej ud, og Michael Kalt har ikke lagt skjul på, at han længe har været træt af engagementet i EfB og al den uro, der har været, siger den nyudnævnte formand Palle Kristensen til jv.dk.
Pacific Media Group købte sig ind i Esbjerg i februar 2021, og siden er det mildt sagt gået elendigt for den vestjyske klub, der nu befinder sig i 2. division.
Artiklen fortsætter efter billedet

bold.dk talte for et par uger siden med EfB-direktør Jens Hammer, der mener, at klubben er tilbage på rette spor.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med de folk, vi har ansat i klubben lige nu på alle positioner, så jeg synes faktisk, at EfB er et rigtig godt sted, sagde Hammer, hvis aftale udløber denne sommer.
Esbjerg ligger øjeblikkeligt på tredjepladsen i 2. divisions oprykningsspil med et enkelt point op til Kolding, der ligger til oprykning.