Forhandlingerne er fortsat i fuld gang i det vestjyske, hvor Esbjerg fB kan være på vej tilbage på lokale hænder.
I december kunne lokalavisen JydskeVestkysten fortælle, at parterne forventede afklaring i midten af januar.
Kilder tæt på EfB har til bold.dk givet udtryk for, at dette fortsat er forventningen, og en afklaring kan være bare timer eller dage væk.
Uvist er det dog stadig, hvorvidt det bliver et ejerskifte eller om den amerikanske ejergruppe Esbjerg Investment Ltd vælger at smide de 20 millioner kroner i klubben, som Paul Conway gav lovning på tilbage i efteråret.
De penge er dog aldrig havnet i EfB, mens en planlagt generalforsamling i december er blevet udskudt på ubestemt tid.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men nu fortæller kilder til bold.dk, at håbet er lysegrønt i EfB. Det vurderes som næsten urealistisk, at klubben kommer til at gå konkurs.
Det vil nemlig kun komme på tale, hvis ingen har lyst til at smide penge i klubben.
Et tænkt scenarie for dette kan være, hvis den amerikanske ejergruppe hverken sælger deres aktier eller smider millionerne i klubben, hvorefter de indgiver en konkursbegæring.
Herefter skal Skifteretten tage stilling til, om der er belæg for konkursbegæring, og her vil det med stor sandsynlighed falde retten i øjnene, at den lokale styregruppe har været interesseret i at overtage driften og finde den nødvendige kapital.
Som tingene ser ud lige nu, virker en konkurs derfor meget usandsynligt.
Men det er ikke den eneste positive ting for folk med interesse i EfB, som længe har ønsket amerikanerne ude.
bold.dk har også henvendt sig til talsmand og leder af den lokale styregruppe i Esbjerg, Henry Heiberg, og her var svaret, at de først vil udtale sig, når forhandlingerne er afsluttet.
De sidder altså fortsat med ved forhandlingsbordet – få dage fra midten af januar, hvor en afklaring altså skulle være på plads.
Tiden for EfB under amerikanske ejere, som på under tre år har ført til Peter Hyballa-sagen, enorme underskud og en nedrykning til 2. division, virker altså til snart at være forbi i den traditionsfyldte klub.
Alt dette gør også, at de 30 millioner kroner, som amerikanerne i 2021 købte deres aktier for, næsten er forduftet, da JydskeVestkysten ligeledes i december erfarede, at den lokale styregruppe med stor sandsynlighed kun betaler én dollar for de samme aktier.
Dog har de i sinde at betale de fire millioner tilbage til amerikanerne, som del lånte klubben i maj 2023.


Esbjerg fB
CampoBet 2. division




































