Esbjergs nyligt offentliggjorte årsrapport for 2022 indeholder en dyster melding om potentiel fare for konkurs.
I den uafhængige revisorpåtegning lyder budskabet, at klubben står foran et potentielt behov for tilførsel af otte millioner kroner for at kunne fortsætte driften. Læs mere om det her.
bold.dk har talt med Esbjergs direktør Jens Hammer, der forsikrer, at klubben arbejder på højtryk for at finde en løsning på det potentielle kapitalbehov.
- Vores aktionærer arbejder hårdt på at finde en løsning, og det er vigtigt for mig at sige, at vi er fortrøstningsfulde omkring, at vi finder en løsning.
Vil du sige, at du forventer, at I finder en løsning?
- Ja, det forventer jeg, at vi gør.
Ved du noget om, hvordan løsningen bliver skruet sammen?
- Nej, det er bestyrelsen og vores amerikanske ejere, der arbejder på det. De undersøger alle muligheder for at sikre en fortsat økonomisk stabilitet i klubben.
- Vi håber virkelig at kunne have en løsning klar inden vores generalforsamling den 30. maj, siger Esbjerg-direktøren til bold.dk.
Worst-case scenario
At tilførslen af de otte millioner kroner kun er et potentielt behov handler ifølge Jens Hammer om, hvorvidt Esbjerg spiller i 1. eller 2. division efter sommerferien.
- Det er det, man kalder worst-case scenario. De otte millioner er kun et behov, hvis vi ikke rykker op og dermed står med et 2. divisionsbudget igen, siger Esbjerg-bossen.
Hvad vil du sige til de Esbjerg-fans, der sidder og læser de bekymrende konklusioner fra årsrapporten?
- At bestyrelsen og ejerne vender hver en sten og er fulde af fortrøstning for, at vi kommer i mål med det her, afslutter Jens Hammer.
Esbjergs årsrapport viste et underskud på 29,3 millioner kroner i 2022.
Den vestjyske klub ligger i skrivende stund på fjerdepladsen i 2. division med to point op til oprykningspladserne.



Esbjerg fB
CampoBet 2. division


































