Jerry Lucena nåede at spille 116 førsteholdskampe for Esbjerg, inden han i 2016 lagde støvlerne på hylden.
Men nu står den næste Lucena på spring på den jyske vestkyst.
Esbjerg fB skrivr nemlig søndag på sin hjemmeside, at man har skrevet kontrakt med 15-årige Julius Lucena, der er søn af den tidligere Esbjerg-spiller.
- Julius Lucena har vi lavet en længerevarende aftale med, fordi han er en rigtig dygtig spiller i sin årgang, og vi tror på, vi kan udvikle ham yderligere de kommende år i vores miljø.
- Han er en driblestærk og målfarlig spiller, som passer godt ind i vores elitemiljø, og den stil vi praktiserer med angrebsivrigt fodbold. Vi har lavet en god udviklingsplan med Julius, og glæder os til at føre den ud i livet, lyder det fra talentchef Anders Brynaa til klubbens hjemmeside.
Den 15-årige offensivspiller fortæller, at han er glad og stolt over aftalen.
- Det er en stor dag for mig, og jeg er selvfølgelig stolt over at have kæmpet mig til en kontrakt i EfB. Jeg har en drøm og et mål om at blive professionel fodboldspiller og en dag spille inde på Blue Water Arena for førsteholdet, og det her er et skridt i den rigtige retning.
- Jeg ved, det kommer til at kræve en stor indsats at nå dertil, men jeg er i det rette miljø blandt gode holdkammerater og trænere, så jeg tror på, det kan lade sig gøre, siger Julius Lucena til klubbens hjemmeside.
Lucena spiller til dagligt på Esbjergs U15-mandskab og er på samme tid inde omkring DBU's U15-landshold.

Esbjerg fB
CampoBet 2. division




































