Det er sin sag at kæmpe sig igennem to korsbåndsskader i samme knæ, men det er de færreste fodboldspillere, der i en alder af 25 år også bliver diagnosticeret med nummer tre.
Ikke desto mindre var det tilfældet for Benjamin Hvidt i sommeren 2024, hvor Esbjerg-spilleren måtte udgå af en kamp mod HB Køge.
Siden har det tidligere AGF-talent ikke været i kamp, men det kan han komme inden for en nogenlunde overskuelig fremtid.

Benjamin Hvidt står indtil videre blot noteret for syv optrædener i Esbjerg-trøjen siden ankomsten fra AGF sidste sommer. Foto: Esbjerg fB.
- Jeg melder alt godt herfra. Jeg har ikke fået tilbagefald, fortæller Hvidt i et skriftligt svar til Bold.
- Vi har fulgt planen, som gik ud på ikke at deltage i nogle kampe på denne side af nytår, så jeg er klar til det nye år. Jeg glæder mig.
Hvidt kan ikke sætte nogen konkret dato på, hvornår Esbjerg-tilhængerne igen kan se ham tørne ud i den stribede trøje, men midtbanemanden afviser ikke muligheden for at kunne figurere i løbet af opstartens træningskampe.
- Det ved jeg ikke endnu. Der er stadig nogle uger, til vi er tilbage, så det tager jeg til den tid, lyder det fra Hvidt.
I november 2024 lavede Bold et langt portræt af Benjamin Hvidt, der alle dage har holdt fast i, at han ikke vil give op. Find historien her.
Han har gennem sin relativt korte karriere siddet ude i 1.290 dage i alt, og du kan se situationen, hvor tredje korsbåndsskade indtraf, øverst i denne artikel.

Benjamin Hvidts skadeshistorik
August 2021 (AGF)
Korsbåndsskade
33 kampe misset (355 dage)
Comeback: August 2022
Januar 2023 (AGF)
Korsbåndsskade
45 kampe misset (445 dage)
Comeback: April 2024
August 2024 (Esbjerg)
Korsbåndsskade
53 kampe misset (490 dage indtil nu)
Comeback: Ukendt
Kilde: Transfermarkt

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
Esbjerg fB
Betinia Liga
































