2022-07-27 08:15:01

Ny rolle: Jesper Lange vil skabe et bedre EfB-image

Den tidligere Superliga-spiller Jesper Lange siger til bold.dk, at han vil forsøge at bidrage til at skabe et bedre Esbjerg-image i sin nye rolle omkring førsteholdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jesper Lange kan kigge tilbage på en lang karriere, der blandt andet bød på ophold i Esbjerg fB og AGF. 

I februar blev den tidligere Superliga-angriber ansat som U19-assistent, men fra den nye sæson kommer Lange til at være en del af staben omkring førsteholdet som individuel træner. 

Derudover varetager Lange rollen som transitionstræner. 

Esbjerg har det seneste stykke tid været i vælten grundet dårlige resultater og uro i klubben. Derfor er Jesper Langes håb, at han kan være med til at skabe nogle flere positive historier om Esbjerg, siger han til bold.dk. 

- Esbjerg som klub betyder meget for mig, og den har været med til at udvikle og danne mig som ung spiller og menneske, noget jeg håber, jeg kan få lov til at videreformidle til de unge spillere og klubben generelt, sådan at klubben kan bevæge sig i en positiv retning også i det store billede. 

- Der er nogle brandingmæssige opfattelser af, hvad klubben står for, som jeg gerne vil være med til at trække i en positiv retning og bidrage til at skabe den positive fortælling om EFB, hvilket jeg vil være stolt over at have bidraget til, siger Jesper Lange til bold.dk. 

Glad og ydmyg

I den nye rolle kommer Lange blandt andet til at have ansvaret for de offensive spillere i Esbjerg, hvor han ved hjælp af forskellige teknikker vil forsøge at få offensivspillerne til at tænke over, hvordan de afslutter mest hensigtsmæssigt og simpelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han synes, at der er lovende takter at spore i Esbjerg-offensiven, og Lange ser også frem til at hjælpe mange af de unge spillere i transitionstræner-rollen. 

- Jeg er glad og ydmyg over min jobfunktion. Det er noget, der i høj grad peger i retning af udvikling af unge spillere, som jeg gjorde på akademiet indtil nu. Drømmen har været, siden jeg begyndte på træneruddannelsen at hjælpe unge spillere ikke kun med at blive gode fodboldspillere, men også til at blive gode og sunde mennesker med en holistisk tilgang. 

Esbjerg står Langes hjerte meget nært, og han vil forsøge at skabe bedre fodboldspillere ved at kigge på det hele menneske fremfor blot fodboldspilleren, der løber inden for kridtstregerne. 

- Esbjerg er et sted og en klub, der betyder sindssygt meget for mig, men det er også en organisation, der har været meget snak om, og der er mange i og omkring klubben, der har skullet lægge øre til en del. 

- Den seneste tid har ikke været nem, og jeg håber, at jeg kan være med til at gå forrest og på den måde bidrage til, at spillerne får ro på angående omgivelser, så de kan yde på banen, siger Jesper Lange til bold.dk. 

Jesper Lange nettede 51 gange i 207 kampe for den vestjyske klub, og nu skal han via træning og analysearbejde bidrage til at udvikle offensivspillerne i EFB. 

Esbjerg indleder 2. division mod Brabrand lørdag 6. august. 

1 kommentar

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0