





Der var lagt i kakkelovnen til god fredagsunderholdning, da Esbjerg fB tog imod OB på Blue Water Arena.
Mange fremmødte fans var der fra begge hold, men det er udebaneafsnittet, der får den ubestridt bedste aften.
Fynboerne vandt nemlig med hele 6-0.
Intet hang sammen for Esbjerg, og det skuffer Lasse Vigen, at vise sig på den måde over for hjemmebanefansene, som sang til det sidste.
- Vi må lægge os fladt ned og sige, at det kan vi ikke være bekendt over for os selv og de fans, der står herude efter kampen og giver os den opbakning, efter en dag hvor vi levererede så meget under lavmålet.
- De skal have stor tak og selvfølgelig en stor beklagelse på vores vegne, at vi ikke kan give dem en bedre oplevelse sådan en fredag aften.
Var det imponerende, at de blev ved med at synge så meget?
- Ja, det må jeg sige. Det er sjældent, man ser det i fodbold, og vi kan kun takke dem for, at de har os, når vi levererede sådan her, siger Lasse Vigen til Bold efter kampen.
Esbjerg havde 12 point til andenpladsen, som udløser oprykning, inden kampen. Det har de stadig, og med syv kampe igen af NordicBet Ligaen virker en oprykning helt utopisk.
- Vi lignede ikke et hold, der var på vej til noget i den opadgående retning, siger Lasse Vigen.
Esbjerg har haft et svært forår, hvor det er blevet til fem nederlag og to sejre. De klarede sig kun med i top-6 med hiv og sving, og for nu ligger de på en sjetteplads i oprykningsspillet.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Esbjerg fB
Betinia Liga
































