2025-11-12 13:00:00

Talsmand råber op: Hvad vil Iniesta og co. med Helsingør?

FC Helsingør befinder sig i en svær tid med dårlige resultater, uklar kommunikation og en usikker fremtid. Klubben ligger sidst i CampoBet 2. division, og Bold har talt med Christian Stege Chabert, talsmand for fanklubben Kronborgs Drenge, om tiden efter Andres Iniesta og co.’s indtog.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 16. runde

FT

FCH

1 - 5

AB

FC Helsingør befinder sig i en sportslig krise.

Den tidligere Superliga-klub ligger aktuelt på sidstepladsen i CampoBet 2. division, hvor det kun er blevet til syv point efter de første 15 runder.

Derouteren er gået stærkt for klubben, der i november 2024 kunne fortælle, at investeringsgruppen Never Say Never, med den spanske fodboldlegende Andres Iniesta som en del af ejerkredsen, købte klubben - handlen blev effektueret i april 2025.

Tilbage i november 2024 så det lysere ud for FC Helsingør, end det gør nu. Klubben havde spillet 15. kampe i 2. division og lå på syvendepladsen i 2. division. 

Det nye ejerskab blev præsenteret med en vision om at skabe 'en ny, bæredygtig fremtid med ambitiøse planer for både by og klub'. 

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Realiteterne har dog været en anden, hvis man spørger fanklubben Kronborgs Drenge. 

Dårlige sportslige resultater og mangelfuld kommunikation fra ledelsen har skabt uro og usikkerhed, mens optimismen er blevet erstattet af dybe panderynker.  

- Når man står som fan, mangler man simpelthen oplysninger om, hvad der foregår, siger Christian Stege Chabert, talsmand for fanklubben Kronborgs Drenge og tilføjer.

- Der er ikke mange, der køber ind på projektet, når man ikke ved, hvad der sker.

Chabert understreger, at frygten hos fansene især handler om klubbens sportslige og økonomiske fremtid.

- Hvad nu, hvis vi ikke overlever i 2. division? Bliver vi så en klub uden professionelle spillere? Hvor bliver ejerne af, hvis det sker? Har de tænkt sig at blive?

I øjeblikket har klubben spanske Lluís Planagumà som cheftræner, mens landsmanden Ion Bilbao er administrerende direktør i klubben.

Bold har forsøgt at komme i kontakt med begge, men de ønsker først at snakke efter efterårssæsonen.   

Røde tal understøtter bekymringen
Bekymringen for fremtiden understøttes af klubbens økonomiske situation.

I august præsenterede FC Helsingør et underskud på 16,5 millioner kroner for 2024 og en negativ egenkapital på 15,7 millioner kroner, samtidig med at regnskabet pegede på 'væsentlig usikkerhed vedrørende fortsat drift'.

I et interview med Bold forsøgte klubbens spanske direktør, Ion Bilbao, dengang at berolige fansene.

- Klubben har ingen risiko for at gå konkurs. Vi har sikret midlerne til at opretholde driften i fremtiden sammen med vores partnere og aktionærer.

- Vi har sikret et tilstrækkeligt beløb til at arbejde med de kommende år, så vi kan have en bæredygtig klub, forsikrede Ion Bilbao dengang.

Mangel på klarhed
Midt i den sportslige og økonomiske modgang fik klubben uventet international opmærksomhed, da Andres Iniesta blev en del af ejerkredsen. 

Overtagelsen blev officielt godkendt den 11. april 2025, men kommunikationen fra klubben har manglet, og det har skabt forvirring.

- Det har været på vej nedad længe, men der har også været det her rod omkring, hvad ejerne egentlig vil med klubben, siger Chabert.

Ion Bilbao har dog tidligere understreget, at gennemsigtighed og tillid fremover skulle være nøgleord i FC Helsingør.

- Det er vores ansvar at sikre, at klubben drives på et solidt fundament. Vi har indført interne ændringer for at styrke kontrollen og forhindre fremtidige problemer, sagde han tilbage i juli til Bold og fortsatte.

- Vi ved, at gennemsigtighed er afgørende. Fremover vil vi være tydeligere og mere konsekvente i vores kommunikation – også når det gælder ejerskab, klubdrift og økonomisk struktur. Fansene fortjener ærlighed og indsigt, og det er vi forpligtede til at give dem.

Foto: FC Helsingør

Alligevel oplever fansene, at løfterne ikke er blevet fulgt op med handling.

- Havde vi tænkt os at styrke det administrative personale? Brugt pengene på en dygtig træner? Udskifte hele spillertruppen? Altså, hvad er planen?, spørger Chabert.

Højt at flyve – dybt at falde
Problemerne på banen og i kommunikationen skal ses i en større kontekst. 

FC Helsingør oplevede en historisk oprykning til Superligaen i 2017, men rykkede ud efter blot én sæson. 

Nedrykningen fra landets bedste række blev forfulgt af en direkte nedrykning til 2. division, men klubben vendte hurtigt retur til 1. division, hvor man i de følgende år etablerede sig som et subtophold i rækken. 

I sommeren 2024 ramte nedturen igen, og FC Helsingør rykkede ned i 2. division, hvor overlevelsen først blev sikret i sidste spillerunde med en 6-0-sejr over HIK.

Overblik: FC Helsingør

SæsonRækkePlacering
2017/18Superligaen14 (Nedrykning)
2018/191. division 11 (Nedrykning)
2019/202. division1 (Oprykning)
2020/211. division 
2021/221. division 4
2022/231. division6
2023/241. division12 (Nedrykning)
2024/252. division 10 
2025/262. division12 (14. runder spillet)

Selvom det resultatmæssigt ikke er ideelt, så er det måske ikke den største overraskelse, at klubben har det svært. 

- Vi skal heller ikke glemme, hvor vi kommer fra. Det var der nok mange, der glemte, da vi rykkede op i Superligaen og troede, at det her var det nye Helsingør, og det var det jo ikke på nogen måde.

- Det tror jeg godt, at folk kunne se, når de fik trukket vejret. Vi skulle måske ikke have haft rykket op der, afslutter Christian Stege Chabert. 

FC Helsingør har en enkelt kamp tilbage i 2. division i efterårssæsonen. 

I sidste runde får Helsingør hjemme besøg af topholdet, AB. 

Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 16. runde

FT

FCH

1 - 5

AB

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce