I september var holdningen klar og tydelig i FC Kalundborg, der valgte at ekskludere Patrick Da Silva med øjeblikkelig virkning.
Det skete som konsekvens af en række tiltaler for alvorlige overtrædelser af straffeloven begået mod børn.
Den tidligere Superliga-spiller blev efterfølgende ved Retten på Færøerne idømt 30 dages ubetinget fængsel for forsøg på grooming af mindst 12 piger i alderen 9 til 14 år.
Han blev dog frikendt i de øvrige tiltalepunkter, der blandt andet omfattede voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje af en 15-årig pige samt forsøg på samleje med en 12-årig pige mod betaling.
Otte måneder efter ekskluderingen har piben dog fået en anden lyd i Serie 2-klubben, som på ny har valgt at indlemme spilleren i truppen.
Ved fredagens hjemmekamp mod Hvalsø IF figurerede Patrick Da Silva således atter på holdkortet.
Det fremgår af DBU’s hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bold har rakt ud til formand og cheftræner i FC Kalundborg, Søren Hansen, der i et skriftligt svar bekræfter, at 31-årige Da Silva er tilbage i klubben.
Han peger samtidig på, at klubben vurderer sagen som afsluttet.
- Han blev frikendt for de værste anklager, der var imod ham, og har modtaget sin straf og udtjent den.
- Vi tror, at det største problem er, at folk ikke ved, hvad omstændighederne var omkring dommen.
- Det var den mildeste, der overhovedet kunne opnås, og i samme øjeblik, som dommen var afsagt, var han fri til at gå, lyder det.
Søren Hansen understreger, at klubben ser forløbet som afsluttet, og at Da Silva derfor igen kan indgå i en normal hverdag i fodbolden.
Samtidig forklarer han, at FC Kalundborgs beslutning også handler om et ønske om at give spilleren nogle faste rammer at være en del af.
- Vi føler, at vores forening er den helt rigtige til at inddrage Patrick og holde ham inde i en travl hverdag med arbejde og fodbold.
Ifølge klubben handler det desuden ikke om at se bort fra sagen, men om at forholde sig til, at en straf er afsonet.
- Hvornår er det okay, at Patrick spiller igen? I teorien, når man har udtjent den straf, man har modtaget af samfundet.
Søren Hansen afviser samtidig, at klubben dermed ser bort fra kritik af beslutningen.
- Der er selvfølgelig nogle, der synes, at han skal straffes og udelukkes for altid og holdes ude fra samfundet.
- Det tror vi ikke, at der kommer noget godt ud af, lyder det afsluttende fra FC Kalundborgs formand og cheftræner.
Patrick Da Silva slap i forbindelse med dommen for yderligere afsoning, da de 30 dages ubetinget fængsel allerede blev udstået under varetægtsfængslingen på Færøerne i oktober 2024.
Fyret på Færøerne
Patrick Da Silva har spillet 90 Superliga-kampe og står noteret for 15 optrædener for Danmarks ungdomslandshold.
Som ung tog han turen fra Brøndbys ungdomsafdeling og op på førsteholdet i 2013, og siden nåede han forbi klubber som Randers FC, FC Nordsjælland, FC Roskilde og Lyngby.
Hos de kongeblå fik han ophævet sin kontrakt i oktober 2020 forud for den dom, han modtog i marts 2021 for blufærdighedskrænkelse af en 14-årig pige.
Efter dommen i 2021 stod han frem i Ekstra Bladet og slog fast, at hans opførsel over for den 14-årige ikke havde været i orden.
- Når man snakker om børn, som hun vil blive kaldt, er det noget, man ikke gør. Det er jeg totalt enig i. Jeg har gjort noget, som jeg ikke skulle have gjort.
- Og jeg er mest af alt irriteret på mig selv over, at det kunne komme så vidt, sagde Da Silva til Ekstra Bladet.
Efter dommen fortsatte han fodboldkarrieren - først i Tårnby FF i Danmarksserien og siden i færøske KI Klaksvik.
Ved præsentationen af Da Silva i januar 2022 skrev Klaksvik åbent, at danskeren havde fået en betinget dom, men at klubben var klar til at give ham en ny chance.
Samarbejdet stoppede dog brat den 25. oktober 2024.
Her meldte Klaksvik ud, at kontrakten var blevet ophævet med øjeblikkelig virkning, fordi Da Silva var blevet varetægtsfængslet for anklager om en række seksualforbrydelser.
Efter bruddet med den færøske klub vendte han hjem til Danmark og FC Kalundborg, hvor han altså nu har fået endnu en chance for at bevise sig selv.

Brøndby kan udnytte Nørgaard-klausul
Hattrick | Afsnit 91Thomas Nørgaard er en brandvarm kandidat i Brøndby, som ikke vil få de store problemer med at købe cheftræneren fri af Sønderjyske.
Læs mere
3F Superliga
FC Kalundborg

































Denne artikel kan ikke kommenteres