Fire Superliga-nederlag på stribe for første gang i 30 år og det laveste pointsnit siden år 2000.
Man kan roligt sige, at FC København befinder sig i en usædvanlig krise, og sandsynligheden for et mesterskabsspil uden de forsvarende mestre er bestemt til stede.
Data-platformen Football Meets Data udregnede efter nederlaget til FC Nordsjælland sandsynligheden til 29 procent, og siden er yderligere et par resultater gået imod FCK.
Viborg slog Brøndby, hvilket sendte FCK ned på syvendepladsen, mens Sønderjyske mandag aften styrkede sit top-6-håb gevaldigt med et sent comeback mod Silkeborg.
Derfor udregnes sandsynligheden for FC København i top-6 aktuelt til 60,6 procent, mens københavnerne altså har 39,4 procents risiko for at misse mesterskabsspillet for første gang.
Det er første gang i denne sæson, at seks hold har en større sandsynlighed for top-6 end Jacob Neestrups tropper.
Artiklen fortsætter efter billedet

FCK mangler en udekamp mod OB og en hjemmekamp mod Randers, og to sejre vil med 99,9 procents sandsynlighed sikre top-6.
Men skulle FCK sætte point til, bliver det noget mere problematisk for løverne.
Blandt andet fordi flere af klubberne foran FCK mødes indbyrdes i de resterende to runder; Brøndby-Sønderjyske i runde 21 og særligt Viborg-FC Nordsjælland i runde 22.
Se sandsynlighederne for top-8-holdene i bunden af artiklen.
Kun FCK og Brøndby har deltaget i samtlige ni mesterskabsspil, siden Superligaen gik over til slutspilsstrukturen.
Vejen til Europa
Parken Sport & Entertainment meldte for nylig ud, at man i 2026 forventer et overskud på mellem 160 og 210 millioner kroner.
Men det er vel at mærke baseret på, at FC København kvalificerer sig til Europa League-ligafasen.
Med 12 runder tilbage af Superligaen er FCK hele 16 point fra førstepladsen, som giver adgang til Champions League-kvalifikationen og en ekstra chance i Europa League, hvis det skulle blive til et exit fra Champions League-sporet.
Samtidig har FCK 14 point op til andenpladsen, der overtager Europa League-billetten, hvis både Superligaen og pokalturneringen vindes af samme hold.
Det er ikke utænkeligt, at enten FCM eller AGF vinder The Double og dermed kan forgylde andenpladsen, men i skrivende stund virker det ikke videre sandsynligt, at FCK når helt derop.
Derfor ligner pokalturneringen klart bedste mulighed for Jacob Neestrup og co., der har en 2-1-sejr med til anden semifinale i Viborg.
Tænker man udelukkende på Superligaen, kan FC Københavns chancer for en Conference League-billet meget vel være bedre ved at misse mesterskabsspillet.
I så fald vil FCK alt andet lige være store favoritter til syvendepladsen, der spiller Europa-playoff mod enten nummer tre eller fire fra mesterskabsspillet.
Om det er tredje- eller fjerdepladsen, der skal i playoff, afhænger af, om pokalvinderen slutter i top-3 eller ej.
I næste sæson må Danmark igen nøjes med fire europæiske billetter, men forbi FCM og FCK har samlet så mange koefficientpoint, er der fra 2027/28-sæsonen fem danske hold i Europa – heraf to i Champions League-kvalifikationen.
For the first time this season, there are 6 teams with a higher chance to finish Top 6 than 🇩🇰 FCK. Still a solid chance to make it though (61%). With 2 wins in remaining 2 rounds 🇩🇰 FCK's Top 6 chances are 99.9%.🇩🇰 Danish Superliga — MD 20 biggest shifts🏆 Title: 📈… pic.twitter.com/wEaJBdKmbW
— Football Meets Data (@fmeetsdata) February 16, 2026

Sure Zorniger og europæiske drømme
Ugens Suppe | Afsnit 2Alexander Zorniger lægger offentligt pres på Troels Bech i jagten på nye spillere. Er det bare klassisk Zorniger - eller er der grund til bekymring i OB?
Læs mere
FC København
3F Superliga



































