





Uden yderligere forklaring stod Elias Achouri pludselig nævnt på FCK's skadesliste, da klubben lørdag offentliggjorde truppen til søndagens kamp i Vejle.
Med tanke på, at tuneseren netop var begyndt at få indhop efter fem kampes skadesfravær, vakte det undren og bekymringer for, om det mon var samme problem, der var vendt tilbage.
Men det viser sig, at der er tale om en helt anden og mere atypisk skade.
Det fortæller FC Københavns cheftræner Bo Svensson, da Bold spørger ind til Achouris fravær efter 4-1-sejren i Nørreskoven.
- Det er lidt en freak-skade. Det er ærgerligt for os ærgerligt for Elias, men han var lidt for glad for at score et mål på hoved til træning og skadede så sin finger.
Anbefalingen var, at han ikke skulle deltage i dag, så nu håber vi, at han er klar til onsdag, siger Bo Svensson med et smil.
Artiklen fortsætter efter billedet

Du smiler lidt?
- Normalt hvis jeg skal forklare, hvorfor en spiller er blevet skadet, er det lidt mere fodboldrelateret, siger FCK-træneren og fortsætter.
- Jeg er glad for, at vi kunne gøre det uden Elias. Han havde trænet supergodt i den her uge og kom ind og var med til at afgøre kampen i sidste weekend, så det var megaærgerligt, men som sagt håber vi, at vi har ham klar til onsdag.
Det var under fredagens træningspas i FCK, at Achouri kom galt af sted.
Træningspasset bar efter sigende præg af en meget munter stemning, og Bo Svensson lægger da heller ikke skjul på, at humøret i københavnernes trup bærer tydeligt præg af, at der igen er kommet sejre på kontoen.
- Det siger sig selv. Det var jo ikke bare én eller to kampe. Det var otte kampe samt en serie, der gik endnu længere tilbage. Det er naturligt, at det vigtigste i fodbold trods alt er at kunne vinde kampene. Det udløser nogle ting.
- I Randers var det ikke på grund af blændende fodboldspil. I dag kunne man også stille lidt spørgsmålstegn ved det, men det er vigtigt at vinde, og det er vigtigt at få set nogle af de ting, vi har brugt for for at tage det næste skridt som trup, afslutter Svensson.

Stage vil være landsholdstraktor
Hattrick | Afsnit 63I et stort interview med Bold taler Jens Stage nu ud om sit forhold til både AGF og FCK – og sætter samtidig ord på sin rolle i landsholdshierarkiet.
Læs mere


FC København
3F Superliga




































