Han er FC Københavns anfører, men alligevel kæmper Victor Claesson med at bide sig fast i Jacob Neestrups startopstilling.
Senest er det blevet til sene indhop mod FC Midtjylland, AaB og Vejle i Superligaen, og vi skal tilbage til derbyet for lige over en måned siden for at finde seneste startplads i Superligaen.
Det tager den svenske stjerne med ophøjet ro, da han onsdag møder pressen i Parken forud for torsdagens Conference League-opgør mod de polske mestre, Jagiellonia Bialystok.
Alligevel lægger han ikke skjul på, at han gerne vil have endnu flere minutter.
- Det er klart, at jeg altid vil spille alle kampe. Nu kom jeg ind sidst (mod Vejle, red.), og vi fik scoret til 2-1. Det var fint at komme ind og få nogle minutter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg spillede også hele pokalkampen mod HB Køge. Det var det samme før landsholdspausen med kampene mod Brøndby og Kilmarnock, hvor jeg startede inde.
- Så det er ikke sådan, at jeg ikke spiller, men det er klart, at jeg gerne vil spille mere. Sådan er det. Jeg giver alt på træningsbanen og i kamp, når jeg får spilletid, for at bevise, at jeg skal spille mere. Der er hård konkurrence i FC København, og det vigtigste er, at holdet præsterer, siger han.
Viktor Claesson får en ny mulighed for spilminutter, når FC København og Jagiellonia Bialystok mødes i Parken torsdag aften.
Opgøret sættes i gang klokken 21.00.

FC København
Conference League




































