Klubsamarbejdet i FC København er blevet udvidet, så det nu også tæller en grønlandsk klub.
Fredag præsenterer FCK samarbejdet med B67 Nuuk, og formålet er ifølge FCK at udvikle fodboldmiljøerne i begge klubber for især børne- og ungdomsspillere via faglig sparring mellem klubberne.
FCK vil bidrage med træner- og ledelsesuddannelse både online og via fysiske besøg, lyder det.
- Vi kan tydeligt mærke, at flere og flere klubber samt øvrige interessenter i Danmark og i udlandet spørger ind til vores klubsamarbejde, siger Anders Hall Toft, der er leder af FCK's klubsamarbejde.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi ønsker at inspirere og understøtte alle dem, som vil udvikle bedre børnemiljøer, hvor der er trivsel, udvikling og motiverende fællesskaber.
- Da B67 Nuuk kontaktede os, var vi selvfølgelig åbne for et samarbejde og også nysgerrige på fodboldens udvikling i Grønland, som vi gerne vil understøtte i det omfang, det er muligt.
- Først online og siden gennem besøg hos B67 Nuuk til stor oplevelse og inspiration for samtlige parter, siger Anders Hall Toft.