Opdateret kl. 22.04 med kommentar fra FC København.
FC København styrer mod afgrunden, og nu ser klubben ud til at tage konsekvensen af den største krise i nyere tid.
Ifølge Bolds oplysninger har de danske mestre indledt jagten på en ny cheftræner i kølvandet på det chokerende 1-2-nederlag til FC Fredericia.
Dermed kan Jacob Neestrup have stået i spidsen for FC København for sidste gang.
Kilder fortæller til Bold, at den kriseramte klub først vil eksekvere en eventuel fyring af Jacob Neestrup, hvis klubben lykkes med at finde den rette afløser.
En proces, der er i gang netop nu, efter bestyrelsen i Parken har besluttet, at der skal kigges på mulighederne for en erstatning her og nu.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det er dermed ikke givet, at Jacob Neestrup ender med at få sparket, men bliver den ideelle erstatning fundet, trykkes der på knappen.
Var den rette
Det er blot en måned siden, at løverne sagde farvel til sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
I den forbindelse slog Parkens bestyrelsesformand, Henrik Møgelmose, fast, at Jacob Neestrup sad trygt i trænersædet.
- Selvom resultaterne i Superligaen har været meget utilfredsstillende, mener vi fortsat, at Jacob Neestrup er den rette træner i spidsen for holdet. Der kan ikke herske tvivl om Jacob Neestrups evner som træner, og derfor skal han også føre FC København igennem stormen, lød det blandt andet.
Siden har løverne tabt til Randers FC, OB og senest FC Fredericia i Superligaen, mens de har besejret Viborg FF i pokalturneringen og sikret sig en plads i finalen.
De seneste resultater har ført til, at FCK blot har seks point ned til nedrykningsstregen, og det er den alvorlige situation i Superligaen, der nu har fået bestyrelsen på andre tanker.
Jacob Neestrup har stået i spidsen for FC København siden september 2022, hvor han overtog jobbet efter fyringen af Jess Thorup.
Gennem de seneste tre og et halvt år har han blandt andet ført Superliga-klubben til to danske mesterskaber, to pokaltriumfer og flere stærke præstationer i Champions League.
Den aktuelle sæson startede med kvalifikation til Champions League, men siden er det kun gået ned ad bakke for FCK, der for første gang i klubbens historie er endt i Superligaens nedrykningsspil.
FCK skal i aktion igen 5. april, når Silkeborg gæster Parken.
Bold har været i kontakt med FC København, der oplyser:
- FC København kommenterer af princip ikke på denne type af historier og henviser til seneste udtalelse vedrørende cheftrænerens position.

Stage vil være landsholdstraktor
Hattrick | Afsnit 63I et stort interview med Bold taler Jens Stage nu ud om sit forhold til både AGF og FCK – og sætter samtidig ord på sin rolle i landsholdshierarkiet.
Læs mere

FC København
3F Superliga































