FC København har ligget i forhandlinger om en handel, der kunne sende Elias Jelert til Galatasaray.
Men som tyrkiske medier tidligere på dagen kunne berette, er de forhandlinger nu brudt sammen. Det stemmer overens med Bolds oplysninger.
Som Bold forstår det, har parterne fra begyndelsen været et stykke fra hinanden, men alligevel var tyrkernes bud på 10 mio. euro, 75 mio. kroner, inklusiv bonusser nok til, at københavnerne indgik i forhandlinger med Istanbul-klubben.
Men skulle et skifte blive en realitet for den 21-årige danske back, havde FC København med sportsdirektør Sune Smith-Nielsen i spidsen ret så klare krav.
I første omgang skulle københavnerne - som Bold også kunne beskrive onsdag - have en garanti fra den tyrkiske storklub om, at de ville kunne betale til tiden. Hertil var erfaringerne med klubben ikke de bedste.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dernæst kom det krav, der til sidst fik tyrkerne til at trække sig endegyldigt.
For ifølge Bolds oplysninger ville FC København have en pakke, der inklusiv bonusser, løb op i niveauet 13 mio. euro, knap 100 mio. kroner, for Elias Jelert.
De krav var Galatasaray langt fra at kunne imødekomme, når det kom til stykket.
En del af forklaringen skal med al sandsynlighed findes i, at den tyrkiske gigant sideløbende har haft en anden spiller i kikkerten.
For som flere medier i Tyrkiet kunne beskrive onsdag aften, jagtede de også Rennes-profilen Guela Doue, der ligeledes er 21 år, spiller højre back og blot har et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Ligue 1-klubben.
Derfor ventes Galatasaray at kunne slippe noget billigere for at kunne nå en aftale.
Tysk interesse
Dermed er udsigterne til en tilværelse i den tyrkiske millionby for Elias Jelert nu væk, hvilket spilleren også selv skulle være indstillet på.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at backen forbliver i den danske hovedstad.
Aftalen med løverne har nemlig hele tiden været, at sommeren 2024 vil være tidspunktet at skyde danskeren af sted, hvis det rette bud kommer - og det kan stadig ske.
Ifølge Bolds oplysninger er der nemlig bred interesse for Elias Jelert, og den interesse skulle blandt andet komme fra det tyske.
Nu vil tiden vise, om en anden klub kan imødekomme de klare krav, som FC København har stillet, og som de kommer til at stå fast på.
Elias Jelert har kontrakt med FC København frem til sommeren 2027.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga





































