- Du har helt ret i, at det vil være en fiasko. Så simpelt er det. Hvis vi har ambitioner om at spille i Champions League, og alt hvad der hører, så hvis vi kun vinder pokalen, vil det være en fiasko.
Budskabet er klart fra Kamil Grabara, da bold.dk spørger ham på onsdagens pressemøde før pokalfinalen.
Den polske keeper mener dog, at FCK ikke må nøjes.
- Jeg er ikke i en position, hvor jeg skal vælge. Vi kommer til at vinde begge titler.
For Grabara vil det betyde meget at kunne stå med to titler ved sæsonens afslutning, og han kan mærke, at FCK har tørstet efter The Double.
- Vi har ikke vundet noget endnu, men vi har sat os i den bedst mulige position. Det er længe siden, at FCK har haft The Double. Det vil være godt at vinde to titler i stedet for en.
Artiklen fortsætter efter billedet

Torsdag kommer der gang i lægterne i Parken, hvor der er blevet solgt 35.000 billetter, og Grabara mener, at FCK står med skæbnen i egne hænder.
- Jeg er meget positiv, og vi spiller hjemme. Med al respekt for vores modstander, så havde vi en svær semifinale, som vi vandt. Jeg respekterer finalemodstanderen, men jeg synes, at vi har bedre spillere på alle positioner. Det er kun op til os.
Neutrale hepper på FCK
FCK-profilen tror, at der kommer knald på lægterne, men det bliver lidt uvant i forhold til normale hjemmekampe.
- I de seneste to-tre år efter COVID 19 har man nærmest altid forventet fuldt hus. Fanscenen vokser i København, så det bliver ikke uvant.
- Det bliver måske lidt uvant, at der er flere udefans. Jeg er dog ret sikker på, at mange af de neutrale fans kommer til at heppe på FCK.
Grabara medgiver, at pokalen kan noget specielt.
- Det er noget helt andet i pokalen. Her kan du spille fem-seks gode kampe og stå med et trofæ. I Superligaen giver 18 point ikke meget, siger Kamil Grabara på pressemødet.
Pokalfinalen bliver fløjtet i gang klokken 17.