18-årige Emil og Oscar Højlund er i FC Københavns ungdomsafdeling og drømmer formentlig om at tage nogle af de samme skridt som deres storebror.
To år ældre Rasmus Højlund er via et skifte til Sturm Graz i Østrig nu landet på den store scene i Atalanta, hvor han viser sig godt frem i Serie A.
Rasmus Højlund følger dog stadig sine brødre i FCK.
- Det er jo også megaspændende. De har forhåbentlig også en stor karriere foran sig, og min mor og far overvejer nok også at sælge huset snart, hvis mine brødre også skal ud og spille i Europa, ligesom jeg gør, siger Højlund med et smil.
- Det ved jeg jo ikke, hvornår det kommer til at ske, men det ligger forhåbentlig ude i fremtiden, at de også skal have en stor karriere i udlandet. Det er spændende at følge.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Nu var jeg i Parken i søndags og håbede, at min bror (Oscar, red.) fik debut, for så tror jeg, vi havde været de første tre brødre, der havde spillet for FC København, siger Rasmus Højlund.
Emil Højlund er ligeledes angriber og debuterede for et års tid siden for FCK's førstehold med to indhop mod PSV, mens midtbanespilleren Oscar Højlund i søndags var udtaget mod Viborg, men ikke kom på banen.
Rasmus Højlund er i øjeblikket samlet med A-landsholdet, som forbereder sig til kampen mod Finland på torsdag.