Parken var i ekstase over udsigten til et gigantisk resultat, men Bayern München viste kynismen til sidst og vandt 2-1.
bold.dk kommer her med et bud på, hvordan FCK's spillere præsterede i opgøret.
Karaktererne går fra 1-10, hvor 1 er helt håbløst, mens 10 er helt exceptionelt. 5 er en middel præstation.
En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.
Kamil Grabara – 5
Grabara kan godt vænne sig til at møde Bayern München, da han som bekendt skifter til Wolfsburg næste år, men noget overraskende havde FCK-keeperen ganske lidt at se til før pausen. Passeret af flotte afslutninger fra Musiala og Tel i anden halvleg, som han ikke rigtig kan klandres for.
Peter Ankersen – 5
Fraværet af karantæneramte Elias Jelert betød, at Ankersen skulle i kamp fra start. Selv om der til tider virkede til at være lidt rust, der skulle bankes af, løste Ankersen det generelt fint og havde flere gode indgreb mod Kingsley Coman, som skiftede side i anden halvleg. Dog træt til sidst.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kevin Diks – 6
Hollænderen var blevet klar igen efter sin skade og gjorde det glimrende i det centrale forsvar. God forudseenhed og vigtige indgreb i en flot første halvleg af FCK. Udgik 12 minutter før tid og kunne se sin afløser i form af Valdemar Lund blive overløbet ved Bayerns 2-1-mål kort efter.
Denis Vavro – 6
Den stærke stopper kom i vejen for meget og havde alt i alt fint styr på Harry Kane – især i første halvleg. Forsøgte ihærdigt, men kunne ikke få blokeret Tel ved Bayerns 2-1-mål. Trods alt en stærk indsats af Vavro.
Birger Meling – 7
Ola Brynhildsen sendte Meling efter pølser forleden, men nordmanden gjorde det ganske glimrende i store perioder mod Bayern München. Pakkede Leroy Sané ganske godt ind defensivt og havde også enkelte flotte aktioner fremad. Appellerede for frispark ved det sidste mål, men dommeren var uenig.
Lukas Lerager – 6
Sikke et øjeblik for Lerager, da han tidligt i anden halvleg sendte Parken i fuldkommen ekstase med 1-0-målet. Som altid arbejdede midtbaneslideren benhårdt og tog godt fra selv i duellerne.
Rasmus Falk – 5
Falk plejer at være sikkerheden selv på bolden, men her havde midtbanespilleren nogle ukarakteristiske boldtab. Fynboen havde svært ved at styre Musiala til tider og blev sat af netop ham ved 1-1-målet, men dækkede som altid store områder.
Diogo Goncalves – 7
Fravalgt senest mod FCM, men sikke et modsvar fra portugiseren. Goncalves spillede med stort overskud, var fremragende i kontraspillet og til at gå med i kombinationer. Han bidrog desuden i defensiven ved at rydde op flere gange. Trods enkelt misforståelser var han bedste FCK'er sammen med Meling.
Mohamed Elyounoussi – 5
Noget af en omgang blandede bolsjer fra den tidligere Premier League-spiller. En fremragende hælaflevering gav Claesson en friløber, men Elyounoussi lavede også flere fejl. Spillede sig op efter pausen, hvor han dog brændte en kæmpe chance et kvarter før tid.
Viktor Claesson - 6
Kaptajnen var skubbet helt frem i forreste kæde og gav FCK muligheden for at spille bolden langt, og så holdt Claesson oftest godt i den og havde desuden gode indgreb i defensiven. Claesson skal dog være glad for, at der blev dømt offside på den friløber, han sparkede forbi på det skammeligste, men bestemt en godkendt præstation.
Elias Achouri – 5
Tuneseren var helt tydeligt opsat på at udfordre sin modstander gang på gang, og det skete med lidt blandet succes. Visse rigtig gode aktioner, men også nogle farlige boldtab, der kunne være blevet straffet.
Indskiftere:
Roony Bardghji - 5
Den 17-årige svensker afløste Achouri efter 65 minutter, men momenter senere udlignede Bayern og tog over. Det gjorde, at Roony ikke kom nok i spil, og kantspilleren holdt heller ikke helt godt nok i kuglen i den svære periode.
Valdemar Lund -
Uden bedømmelse. Indskiftet i det 78. minut.
Jordan Larsson -
Uden bedømmelse. Indskiftet i det 85. minut.
Orri Oskarsson -
Uden bedømmelse. Indskiftet i det 85. minut.
Træneren:
Jacob Neestrup - 6
Cheftræneren gik med rutinen fra start og havde tilsyneladende sat det helt rigtigt sammen, når man tænker på måden, som FCK i store perioder bød Bayern om til dans og indtil sidste moment havde et stort resultat inden for rækkevidde. Bestemt en kamp, som FCK kan være bekendt, men at det i sidste ende bliver til et nederlag, trækker selvfølgelig lidt ned.
Hvordan vurderer du FCK-spillernes indsats imod Bayern München? Giv dit bud i kommentarfeltet.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
Champions League



































