2021-09-23 16:35:00

Møde efter FCK-flop: Thorup sov ikke meget

FCK holdt torsdag møde for at få bearbejdet onsdagens kæmpe skuffelse mod Nykøbing FC i pokalturneringen. Det fortæller en storskuffet Jess Thorup om her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En forrygende sæsonstart med en række af 15 ubesejrede kampe for FC København og flotte takter er på fire dage stoppet brat og virker nu forsvundet som dug for solen.

I stedet er det blevet til en særdeles dyster stemning omkring FCK, der i søndags lå nummer et i Superligaen.

Søndag aften tabte FCK nemlig 0-1 til FC Midtjylland efter at have været i overtal i en times tid, og onsdag storskuffede Jess Thorups tropper så i pokalturneringen med et udebanenederlag til 1. divisionsholdet Nykøbing FC på hele 0-3.

Efter kampen udtrykte både Jess Thorup og Nicolai Boilesen sig i mørke vendinger om, at momentummet for FCK var væk.

Den følelse sad stadigvæk i FCK-træneren Jess Thorup, da bold.dk talte med ham efter torsdagens træning på Jens Jessens Vej i København, hvor han forinden havde kaldt til møde for at tale ud med truppen om onsdagens skuffelse.

- Det var en forfærdelig dag. Det er der ikke så meget tvivl om. Jeg har tænkt lidt over det siden i går (onsdag, red.). Jeg har ikke sovet så meget, og vi har så haft et møde her til morgen, hvor vi har fået puttet tingene på bordet.

- Det, der er bygget op over mange kampe nu, er reelt smuldret mellem fingrene på os, siger Thorup til bold.dk.

Selv om den positive sæsonstart lader til at ramle om ørerne på FCK-træneren, så var formålet med dagens møde at se fremad.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmark -Møde efter FCK-flop: Thorup sov ikke meget
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Vi kan ikke lade stå til, det er ikke løsningen, så vi viste klip og snakkede tingene igennem og om hvad vi gør herfra, siger han og tilføjer:

- Det er nogle af de hårde møder som spiller, når det ikke går godt. Så skal man face nogle hårde ting, og de blev placeret på bordet og kom ud. Men jeg vil heller ikke være politimand og kun skælde ud, jeg har også forsøgt at komme med løsninger, og det har vi prøvet forud for søndagens kamp

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er hårdt i dag, og der er ikke meget positivt at sige, men vi skal have samlet spillerne, for vi skal til Farum at vinde. Det er det vigtigste lige nu.

Skyerne er trukket ind over FCK

Selv om Thorup gerne vil se frem og FCK fortsat kun er et point efter FC Midtjylland, mens holdet er kommet godt fra land i Conference League-gruppespillet, så fylder de seneste to skuffelser stadig stort.

- Jeg kan næsten ikke få mig til at finde det positive frem, selv om det er nemt at finde det, for det handler om at face, hvor vi er lige nu.

-  Det har været et par hårde dage. Solen skinnede helt sindssygt flot over FCK for fire dage siden, hvor alle var glade og vi var jubelidioter, men nu er skyerne virkelig trukket ind over, og alt er ændret. 

- Sådan er det i FCK, hvor det hurtigt er sort/hvidt, og derfor er det svært at se positivt på noget lige nu. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med det sagt, så er det min opgave nu efter dagens møde, vores træning og nogle individuelle snakke efterfølgende at få samlet spillerne op, så vi er klar søndag, siger Thorup.

Thorup tog ansvaret: Har spillerne ikke et?

Thorup skiftede otte mand til kampen mod Nykøbing FC, og med de mange ændringer in mente tog Jess Thorup ansvaret for, at det gik galt mod Nykøbing FC.

Blandt de nye i FCK's startopstilling var EM-deltagere som Kalle Johnsson og Pierre Bengtsson og de rutinerede spillere Peter Ankersen, Ruben Gabrielsen og Kamil Wilczek.

De sluttede sig til vante startere som Pep Biel, Lukas Lerager og Nicolai Boilesen i startopstillingen, og man skulle tro, at de rutinerede kræfter kunne gøre mere mod et hold fra midten af 1. division, selv om der da også var plads til unge Isak Johannesson, Andri Baldursson og Rasmus Højlund.

Jess Thorup vil ikke kalde sig skuffet over bredden i truppen efter onsdagens kamp, men han indrømmer, at han vil genoverveje, hvor meget han skifter næste gang, der er mulighed for at rotere.

Han påpeger også, at flere spillere formentlig vil tænke lidt over sin egen præstation.

Er du skuffet over den manglende bredde, når du skifter og ikke kommer bedre fra det?

- Det er ene og alene mit ansvar. Det er sådan, det er, og det tager jeg på mig. Da jeg kiggede over listen af spillere, tænkte jeg, at der var en masse spændende spillere og at det nok skulle blive godt. Det gjorde det ikke, og det er mit fulde ansvar, og det er jeg selvfølgelig rigtig træt og ked af.

- Spillerne tænker, om de greb chancen

Men det er spillerne, der spiller, og rutinerede spillere som blandt andet Peter Ankersen, Pierre Bengtsson og Kamil Wilczek skal vel også kunne præstere bedre end 0-3 mod Nykøbing?

- Det er klart, at jeg når ser ned over holdet, så ser jeg da også; landsholdsspiller, landsholdsspiller, Ligue 1 og så videre. Selvfølgelig, gør jeg det, men det er mig, der har sat holdet sammen, og når det ikke vinder, kan det kun være mit ansvar, siger han og tilføjer:

- Men så må jeg tænke over det næste gang, der er mulighed for at rotere, om jeg skal rotere færre eller hvad jeg skal gøre. 

- Jeg er sikker på, at spillerne også tænker over, om de greb den chance, det var, men det er op til den enkelte. Jeg står med ansvaret, det levede jeg ikke op til, og det er jeg allermest skuffet over.

Er du bekymret over bredden i truppen, når det bliver sådan et resultat med de rotationer?

- Nej, det er jeg ikke. Men jeg er nødt til at tænke over det næste gang, vi står i en situation, hvor vi kan rotere. Vi har tidligere vist, vi kunne rotere i hvert fald med fem brugte udskiftninger i næsten samtlige kampe, så bredden er der, men den var der ikke til at rotere så mange, og derfor ligger ansvaret hos mig.

Jess Thorup vil ikke pege på enkeltspillere, der ikke leverede onsdag.

- Vi må ikke lave den fejl, at vi begynder at kigge på enkelte spillere. Det her er en holdsport, og vi skal løfte os som hold. Mange af de spillere var også en del af de første 15 kampe, lyder det fra Thorup.

18 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0