Det tog sin tid, men for nylig kunne FC København præsentere en ny forstærkning til holdet.
FCK hentede 28-årige Alex Král, der kom på en fri transfer efter kontraktudløb i Union Berlin.
Men den tjekkiske midtbanespiller havde flere muligheder, inden han satte sin underskrift på en kontrakt.
- Ja, det var der. Der var nogle forhandlinger med andre klubber. Men jeg besluttede mig for FC København.
Hvilke klubber var det?
- Ahh, det holder jeg for mig selv, siger Alex Král med et grin, inden han alligevel løfter lidt af sløret.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men det var klubber fra La Liga og fra Bundesligaen. Det er alt, hvad jeg vil sige.
Selvom interessen fra andre europæiske klubber var reel, tøvede Král ikke længe, da FC København meldte sig på banen.
- Vi forhandlede med andre klubber. Men for mig var det her, vil jeg sige, en klar beslutning. For jeg kunne også se fra klubben, at de var meget interesserede i mig.
Den tjekkiske landsholdsspiller fortæller, at kontakten mellem parterne begyndte for omkring tre uger siden, og derfra var vejen til København banet for Král.
Bo Svensson spillede en rolle
En væsentlig årsag til valget af FC København var cheftræner Bo Svensson.
De to kender hinanden fra tiden i Union Berlin, hvor de lige nåede at støde på hinanden i den tyske hovedstadsklub.
Da Svensson blev ansat, blev Alex Král få dage efter udlejet til Espanyol i La Liga. Men det kunne have set helt anderledes ud, lyder det fra den nye FCK-spiller.
- Jeg kender jo træneren fra tidligere. Som jeg også har fået at vide fra min tidligere klub, ville han have beholdt mig i Union dengang, men beslutningen var allerede taget, da han kom.
- Jeg kunne mærke, at han stolede på mig. Og det er virkelig vigtigt for mig som spiller, at træneren stoler på mig. Så har du friheden til at vise dig frem. Så det var en ret nem beslutning for mig at komme hertil.
Král glæder sig nu til at tørne ud for FCK, som han vil være med til at gøre danske mestre igen.
- Jeg er så glad for, at jeg kommer til at spille for Danmarks største klub nu. Det er en ære for mig at være her. Jeg kender flere, som har spillet her før, og de har altid fortalt mig, at FC København er størst.
- Vi var på jagt efter en ny klub, og for mig var FC København et fantastisk valg. Her kan jeg vise mig frem fra en god side. Jeg vil virkelig gerne hjælpe holdet med kvaliteten, med energien og med al den erfaring, jeg har fået gennem min karriere.

Alex Král har skrevet under på en kontrakt med FC København frem til sommeren 2028.
Han kan få debut allerede torsdag, når FC København møder FC Polissya fra Ukraine i Conference League-kvalifikationen.

VM Morgenbreifing: Spanien er verdensmestre
Hattrick | Afsnit 154VM 2026 er slut. Spanien besejrede Argentina 1-0 efter forlænget spilletid og kan nu kalde sig både europa- og verdensmestre.
Læs mere
Gør sæsonen sjovere med Super Manager
Sæt dit managerhold og få point for dine spilleres præstationer runde for runde. Kæmp om håneretten mod vennerne og oplev, hvordan selv de kedeligste kampe bliver til noget, du følger intenst.

FC København
3F Superliga






































