Ét nyt ansigt.
Det er alt, hvad FC København indtil videre har med til sommerens træningslejr i Østrig.
Felix Beijmo er fortsat den eneste tilgang, mens flere har forladt klubben, og konkurrenterne allerede har været aktive på transfermarkedet.
Men Bo Svensson forventer, at det billede ændrer sig i de kommende uger.
Over for Bold slår cheftræneren fast, at klubben skal hente forstærkninger, inden københavnerne indleder deres europæiske kvalifikation den 23. juli.
- Vi mangler at få nogle spillere ind. Det siger sig selv. Vi skal hente de spillere ind, som er nødvendige for at retfærdiggøre ambitionen om at spille med helt oppe i den sjove ende i ligaen og også have en god europæisk kampagne - og der må vi være ærlige og sige, at vi ikke er i mål endnu.
Artiklen fortsætter efter billedet

På spørgsmålet om, hvad der mangler i truppen, er Bo Svensson samtidig klar i mælet.
- Spillere med topkvalitet. Vi skal have en endnu bedre startopstilling. Og så må vi se, hvad der sker i løbet af transfervinduet. Men frem til den 23. juli er det vigtigt, at det er det, vi kigger på.
Simpel matematik
Den 23. juli fylder meget hos Bo Svensson.
Det er dagen, hvor FC København indleder den nye sæson med udekampen mod ukrainske FC Polissya i Conference League-kvalifikationen, og inden da skal truppen styrkes.
FCK har allerede sagt farvel til en del spillere, og samtidig er den nye fodbolddirektør Kristjaan Speakman først for nylig tiltrådt.
Men det ændrer ikke på, at der ifølge Bo Svensson skal ske tilgange i en fart.
- Ja, det er jeg overbevist om. Vi har sagt farvel til flere, end der er kommet ind, så det er også simpel matematik. Vi skal justere den vej rundt.
Bo Svensson erkender samtidig, at han helst havde set, at truppen var længere i processen.
- Det er ikke optimalt. En træner vil altid gerne have sin trup færdig så tidligt som muligt, men det er svært - især når der er to måneder tilbage af transfervinduet.
Alligevel forventer cheftræneren, at FC København når at forstærke sig inden sæsonens første betydningsfulde kamp.
- Men der er ting, man kan og skal gøre før den 23. juli for at forbedre truppen, og det er jeg også ret fortrøstningsfuld i forhold til, at vi nok skal gøre.
Bo Svensson forstår også godt, hvis der er utålmodighed blandt FCK-fansene.
- Men jeg kender lidt flere kontekster, end de gør. Jeg sidder også for bordenden. Jeg deler deres holdning om, at vi skal have noget mere ind, men jeg er også med til at kunne påvirke det. Det gør det lidt nemmere for mig, og vi er i fuld gang.
FC København finpudser formen med testkampe mod Viktoria Plzen, AC Horsens og Viborg FF, inden sæsonens første betydende kamp ude mod FC Polissya den 23. juli.

VM Morgenbriefing: Argentina videre - men Kap Verde stjal showet
Hattrick | Afsnit 135Argentina er klar til ottendedelsfinalen - men de forsvarende verdensmestre måtte helt ud i forlænget spilletid, før de fik bugt med VM's helt store eventyr fra Kap Verde.
Læs mere
Gør sæsonen sjovere med Super Manager
Sæt dit managerhold og få point for dine spilleres præstationer runde for runde. Kæmp om håneretten mod vennerne og oplev, hvordan selv de kedeligste kampe bliver til noget, du følger intenst.

FC København
3F Superliga



































