Når man i løbet af sin udlandskarriere har optrådt i klubber som Palermo, Wolfsburg, Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla, Atalanta og Milan, har man oplevet lidt af hvert i karrieren.
Simon Kjær har set mange forskellige træningsanlæg, omklædningsfaciliteter og klubber indefra.
Men efter få måneder i FC Midtjyllands bestyrelse har han aldrig set og oplevet et træningsanlæg, som det FC Midtjylland har fået opført. Hvor det hele hænger sammen. Hvor alle lige fra de unge talenter til de store stjerner har deres daglige gang i samme hus.
Guldminen er så toppen af kransekagen, som idrætsfriskolen, hvor man både tænker skole, sport og udvikling for det enkelte individ. Det handler om at udvikle den enkelte både bogligt og sportsligt. Og lige netop det sker efter seks indlæringsprincipper ud fra det enkelte talents særlige behov.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Dybt imponeret
- Med det nye træningsanlæg i Ikast har FC Midtjylland simpelthen nogle af de bedste faciliteter, jeg har set i hele min karriere i kæmpestore internationale klubber. Men det gør ikke, at man siger: Så, nu er vi der!
- Tværtimod er der samme sult for hele tiden at blive bedre og udvikle sig, så man i stedet tænker: Nå, hvad skal vi så videre med? Og der skal FCM fortsætte med det drive, vi har set. I FC Midtjylland skal de hele tiden skubbe på, hele tiden udvikle sig, siger Simon Kjær til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Om forholdene for FC Midtjylland-spillerne på det nye træningsanlæg i Ikast, uddyber Simon Kjær:
- Jeg er imponeret over ikke kun de fantastiske fysiske rammer, og de muligheder, de rummer, men hele helheds-ideen om at sammensætte alting på samme sted. Det giver en enestående atmosfære og unikt miljø til udvikling og ambitioner, fastslår Simon Kjær, der tror, at det også får betydning for klubben på sigt, når man skal tiltrække talenter til klubben.
- Hvis man vil tiltrække og arbejde med de bedste talenter, skal man have optimale forhold. Det har FCM en fantastisk base til at gøre med forholdene i Ikast, pointerer Simon Kjær.
Da den tidligere landsholdsanfører i januar meldte ud, han stopper den aktive karriere, gik der ikke lang tid, før der lå flere interessante tilbud på bordet.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Ét af dem kom fra Claus Steinlein, bestyrelsesformand i FC Midtjylland.
Steinlein havde ’læst’, at Simon Kjær var en mand med stor erfaring og mange oplevelser i bagagen. Et FCM-talent, der var gået hele vejen og nu kunne slutte ringen ved at bidrage fra bestyrelseslokalet med ideer og indspark til, hvordan FC Midtjylland kunne flytte sig yderligere som klub. Ikke kun i Danmark, men på den internationale scene.
Derfor stod han klar med en bestyrelsespost til Simon Kjær hos den klub, hvor han nåede 19 superligakampe, inden det professionelle eventyr tog fart i Italien, Tyskland, Frankrig, Spanien og Tyrkiet.
Og det tilbud fra Claus Steinlein er foreløbig det eneste, som Simon Kjær har valgt at takke ja til efter en lang karriere med flere end 600 kampe på højt, internationalt niveau.
Det var 17. februar, at han sammen med Tina Ebler blev valgt ind i FC Midtjyllands bestyrelse som et signal om, at klubben ville udnytte den viden, de ideer og de oplevelser, som Simon Kjær har haft gennem 16 år i udlandet.
Trækker i samme retning
Efter blot tre måneder om bordet i bestyrelseslokalet er den tidligere landsholdsanfører begejstret for det arbejde, han allerede er blevet involveret i på Heden.
- Det er meget interessant at sidde i en bestyrelse med så mange kompetente og spændende mennesker. Alle løber i samme retning i FCM, og alle tænker kun på det bedste for klubben. Det tiltaler mig meget, for det er netop udfordringen med at skubbe på en konstant udvikling og få holdet og alting omkring det til at fungere for sammen at nå sine mål. Netop det har været alfa og omega for mig i karrieren.

Foto: FC Midtjylland.
- Det har været en spændende start med bestyrelsesarbejde, og jeg glæder mig til at lære fra de stærke personligheder ved bordet og samtidig være med til at skubbe FCM i den rigtige retning, være med til at forme udviklingen i FCM i retning af en mere international fodboldklub.
- Det er jo i international topfodbold, jeg har haft min hverdag, erfaring, interesse og netværk i de seneste mange år.
- Som fodboldmenneske og rent professionelt føler jeg en spændende udfordring i bestyrelsesarbejdet og at være med til hele tiden at rykke projektet og udvikle FCM, forklarer Simon Kjær, der også er glad for, han med bestyrelsesarbejdet kan være med til at præge og udvikle den klub, hvor hans eventyr for alvor tog fart.
Simon Kjær startede sit fodboldliv i Lund, fortsatte i Horsens på klubbens talenthold. Her nåede han at blive udtaget til den udvalgte bruttotræning i Jylland, inden han i en alder af 15 år kom ind på ét af de sidste mandater, da FC Midtjyllands nyoprettede akademi optog de første talenter i 2004.
Tænker hele tiden nyt
- Udover de professionelle ambitioner og udfordringer, så er der også helt personligt en stor motivation for mig i, at det var FCM, der hjalp mig med at udvikle mig som spiller og menneske - og nu vil jeg gerne give tilbage til klubben og hjælpe FCM med at udvikle sig, siger Simon Kjær og sætter tingene lidt i perspektiv:
- Især i de sidste år af min karriere har jeg interesseret mig for flere niveauer i de store klubber, hvor jeg har spillet, end kun for min egen rolle som spiller. Arbejdet med, hvordan man får det optimale ud af alting og af alle personer i en klub, arbejder for det samme fælles mål, fascinerer mig.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
- Jeg har nu i FCM mødt en innovativ klub, hvor man helt tiden tænker nyt for at optimere på alle parametre. En klub, hvor alle netop løber i samme retning. Der er en sult for at komme endnu højere op - og et kæmpe udviklingspotentiale, ikke mindst internationalt, vurderer Simon Kjær, der er meget optimistisk på FC Midtjyllands fremtidsperspektiver.
- Jeg tror på en stor og spændende fremtid for FCM, også internationalt. Klubben har taget enorme skridt i de 25 år, den har eksisteret, men er slet ikke mæt. Tværtimod summer klubben af energi, ideer, udvikling og ambitioner. Det er meget inspirerende at opleve, understreger han.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
3F Superliga







































