Philip Billing slipper ikke for at sidde i skammekrogen mod FC Nordsjælland på søndag.
FCM valgte ellers at appellere midtbaneprofilens andet gule kort mod Sønderjyske, som han fik for tilfældigt at ramme Olti Hyseni i hovedet, efter Sønderjyske-spilleren over flere meter forsøgte at stoppe Billing ureglementeret.
Men ifølge Bolds oplysninger tages FC Midtjyllands protest ikke til følge, hvilket Campo også har omtalt.
I forbindelse med onsdagens pressemøde i Rom blev cheftræner Mike Tullberg spurgt til det udfald i sagen.
- Jeg har ikke hørt noget om, hvorvidt vi får ret i appellen eller ej, siger Tullberg til Bold.
- Men hvis man tager en situation fra Nordsjællands kamp på Brøndby Stadion, hvor en spiller gjorde noget, der var noget voldsommere, så er vi helt klart af den holdning, at denne situation ikke skal gøre, at Billing er i karantæne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Tullberg henviser til en situation, hvor Caleb Yirenkyi flere gange tydeligt svinger armen bagud mod en modspiller i slutningen af kampen mod Brøndby, hvilket blev straffet med et gult kort.
Se situationen i videoen til artiklen.
FCM får altså ikke held med sin appel af Billings udvisning, men Mike Tullberg afviser, at det på nogen måde også har handlet om signalværdi.
- Det handler ikke om at sende et signal, men fordi vi er af den klare overbevisning, at det er en fejldom, understreger cheftræneren.
Fodboldens Disciplinærinstans har endnu ikke meldt ud om sagen.

Stilstand i toppen - drama i bunden
Hattrick | Afsnit 69Der var masser af drama i Superligaen i weekenden - guldduellen endte uden vinder, mens nedrykningskampen for alvor er blevet blæst op igen.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga




































