Emam Ashour er ny spiller i FC Midtjylland.
Den egyptiske landsholdsspiller kom på plads i klubben på transfervinduets sidste dag.
Sportschef Svend Graversen glæder sig over tilgangen, og han fortæller, at midtbanespilleren har været på klubbens radar længe.
- Emam Ashour har hele tiden været en prioritet. Vi har fulgt ham i nogle år, og nu lykkedes det endelig for os at hente ham til klubben. Emam står for det udtryk, vi gerne vil se i Midtjylland. Han er løbestærk, powerfuld, og han har en vildskab og tilstedeværelse på banen. Der er tale om en landsholdsspiller, som har præsteret på en stor scene i mange år, siger Svend Graversen til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ashour kommer fra den egyptiske klub Zamalek, og det har ikke været en normal forhandlingsproces, som FCM har været en del af.
- Vi har kæmpet sindssygt hårdt for at købe Emam, og det har været en ekstraordinær case, hvor særligt Kristian Kjær (Head of Scouting & Sports Law, red.) har måttet navigere i kulturelle forskelle, der gjorde forhandlingerne svære, fortæller Svend Graversen til FCM's hjemmeside.
I denne sæson har Ashour scoret to mål og lavet to assists for Zamalek.
Den nye FCM-spiller står noteret for seks landskampe for det egyptiske landshold.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar