37-årige Jonas Lössl har stoppet sin karriere.
Torsdag morgen oplyser FC Midtjylland på sin hjemmeside, at målmanden har truffet beslutningen om at lægge støvlerne og handskerne på hylden.
- Jeg har i mange år drømt om at slutte her. Det har på en eller anden måde ligget i kortene. FC Midtjylland har været en enorm del af mit liv, og det betyder meget, at det er her, jeg sætter punktum som spiller, siger Jonas Lössl.
Keeperen begyndte sin karriere i FC Midtjylland og fik sin debut i 2010.
Han nåede derefter at repræsentere flere klubber i udlandet og fik desuden en kamp på landsholdet.
Han vogtede buret for Mainz, Guingamp, Huddersfield, Everton og Brentford. Siden 2022 har han været at finde i FC Midtjylland.
Artiklen fortsætter efter billedet

Jonas Lössl fortæller, at beslutningen om at stoppe først er truffet efter sæsonen.
- Jeg havde ikke besluttet mig, da jeg spillede mod Brøndby. På det tidspunkt var jeg faktisk ret sikker på, at jeg skulle spille videre. Men jeg sad samtidig med et projekt i FC Midtjylland, som giver mig et afsæt til en ny karriere. Det kan blive min næste store passion – ligesom fodbolden har været det i mere end 30 år.
Den tidligere landsholdsmålmand stopper ikke med at arbejde med fodbold.
Jonas Lössl fortsætter nemlig i den sportslige organisation i FC Midtjylland.
Han får mere specifikt en rolle i administrationen, hvor han får ansvar for at udvikle og implementere nye tiltag.
- At sætte punktum som spiller i FC Midtjylland betyder meget for mig. Men det gør mig også stolt og taknemmelig, at punktummet ikke er et farvel til klubben. Jeg får nu mulighed for at fortsætte rejsen her – med et andet ansvar og på en ny måde, siger Jonas Lössl.

VM Morgenbriefing: Norge er ude og Argentina gjorde det igen
Hattrick | Afsnit 146Semifinalerne ved VM er nu på plads. Vi ser tilbage på Norges dramatiske exit mod England, endnu et argentinsk comeback og et semifinalebrag mellem England og Argentina.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga
































