FC Midtjylland-keeper Elias Olafsson er en glad mand.
Torsdag aften var den 26-årige islænding med til at vinde Oddset Pokalen, da han og FC Midtjylland slog FC København med 1-0.
Til opgøret i Parken var der mere end 16.000 medrejsende midtjyder, og derfor betød det noget særligt for Olafsson, at de kunne fejre sammen med fansene efter kampen.
- Det betyder virkelig meget. Det er en kæmpe holdsejr, det er så fedt, at vi kan fejre det her alle sammen med fansene.
- Der er virkelig et flot fremmøde af FCM-fans, så det er bare fedt. Vi kan også se det efter kampen, at folk bliver, og vi kan fejre det med dem, siger han til Bold og de øvrige skrevne medier efter kampen.
FCM-festen startede allerede klokken 11.00, hvor der blev åbnet for klubbens fanzone i Fælledparken.
Selv om FCM-spillerne ikke tog del i festlighederne inden opgøret, så var det noget, de bed mærke i.
- Vi fik videoer inden på Whatsapp, som vi kunne se.
- Vi kunne også se, at ude i parken (Fælledparken, red.) var der bare helt vildt mange mennesker i fanzonen, det gav gåsehud, slutter Olafsson.




FC Midtjylland
Oddset Pokalen






































