


Det kom som lidt af en bombe, da Elias Olafsson blev gjort til førstemålmand i starten af sæsonen for FC Midtjylland.
Jonas Lössl har dog været meget professionel i sin rolle og taget de kampe, der er kommet. Sådan en var der i sidste 3F Superligakamp i efteråret, hvor han erstattede det normale førstevalg på grund af sygdom. Efter kampen satte målmanden ord på, hvordan det var at stå mellem stængerne igen.
- Det var superdejligt. Jeg fik jo lige mit fix her til aften. Det har jeg savnet. Så klarer jeg vinteren, fortæller Jonas Lössl til Bold og resten af den skrevne presse.
FC Midtjylland endte med at tage en sikker 3-0-sejr, men resultatet afspejler muligvis ikke, hvordan spillet forløb. Vejle havde en masse muligheder og pressede ad flere omgange FCM i bund. Det var Jonas Lössl ikke tilfreds med efter kampen.
- Vi reagerer i stedet for at agere. Det får vi ændret lidt i pausen, og det første kvarter ser godt ud. Så er det svært for mig at finde ud af, hvad der går galt, men det er klart, at vi ikke kan være tilfreds med den sidste halve time, hvor vi så scorer to mål. Der skal vi spilmæssigt sætte højere standarder.
Artiklen fortsætter efter billedet

Alligevel hæfter målmanden sig ved den store kvalitet, der findes i FC Midtjyllands trup, som er nødvendig i sådan nogle kampe som denne.
- Det var en uskøn kamp til tider. Det er der ikke nogen tvivl om. Det var ikke på det niveau, som vi gerne vil ramme. Til trods for det viste vi vores styrker igen med to dødboldsmål, og så var det virkelig dejligt at se Victor Lind få scoret. Det fortjener han ovenpå et svært efterår.
- Vi har en bred trup. Det var det vi slog os på i sommers, og det synes jeg, vi viser her til sidst, hvor det har været hårdt.
FC Midtjylland har en enkelt kamp tilbage i efteråret, når de om halvanden uge drager til Porto i Europa League. For nu kan de dog glæde sig over en førsteplads i Superligaen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga





































