27-årige Pione Sisto ser tilbage på en skuffende sæson, hvor det særligt i foråret blev til begrænset med spilletid.
På rygtebasis forlyder det, at FCM vil forsøge at komme af med Sisto denne sommer, hvilket hovedpersonen i et interview med Herning Folkeblad ikke for alvor vil forholde sig til.
- Selvfølgelig har vi talt om fremtiden, siger Pione Sisto, som vil indtage en større rolle på holdet fremover, hvad end det er i FCM eller andetsteds.
- Helt bestemt. Jeg har større mål for mig selv, end det der er foregået. Det kræver fokus, og det kræver, at jeg træner godt. Hvis jeg fortsætter sådan her, skal det nok komme.
Pione Sisto kom lørdag på scoringstavlen, da FCM slog OB med 3-2 i en testkamp.
Offensivspilleren vendte hjem fra Celta Vigo i september 2020 og skrev kontrakt til 2024 i FC Midtjylland.