- Slut med benægtelse, tom snak og kække svar. Det er på tide, at I selv tager ansvar.
Sådan stod der på et banner fra FC Midtjylland-fansene under kampen mod Silkeborg søndag, der endte 3-3.
Det blev FCM-direktør Claus Steinlein forholdt af Viaplay, efter at det stod klart, at klubben misser top seks i 3F Superligaen.
- Det gør altid ekstra ondt, når man hører sådan noget fra egne fans. Jeg kan i hvert fald sige, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan hver eneste dag.
- Det er de samme folk, der har bragt Midtjylland hertil, og jeg er sikker på, at min og de andres arbejdsindsats nok skal være med til at få fremtiden til at blive lys igen.
- Det er en sort dag, og de fans, der elsker FC Midtjylland, er selvfølgelig hårdt ramte ligesom alle os andre, og det er der fuld forståelse for, siger Claus Steinlein til Viaplay.
Artiklen fortsætter efter billedet

I sidste uge tog FC Midtjylland konsekvensen af en række dårlige resultater, da klubben fyrede Albert Capellas.
Efter kampen mod Silkeborg blev Steinlein dog også spurgt, om han har gjort sit arbejde godt nok.
- Nej, nej. Der er ingen af os, der har gjort det godt nok. Heller ikke mig. Heldigvis har jeg og resten af den sportslige ledelse meget kredit, fordi vi igennem lang tid har bygget på og udviklet klubben.
- Men selvfølgelig har vi lavet fejl. Det har vi alle sammen, og det har jeg også. Vi evaluerer hver dag for at finde ud af, hvad vi kan gøre bedre. Det ved jeg, at Svend og resten af de sportslige ansatte også gør. Spillerne gør det også.
- Det er den DNA, der er i Midtjylland, og den er nødvendig i denne periode. Vi er endt som nummer otte i grundspillet, så det gør vi alle sammen, og det skal vi selvfølgelig, siger Steinlein til Viaplay.
Hele interviewet med Claus Steinlein kan ses øverst i artiklen.