Spiller Franculino og Dario Osorio afskedskamp for FC Midtjylland torsdag i Kroatien mod Rijeka?
Det er sandsynligt, men det kan ikke udelukkes, at de også er med søndag mod Silkeborg i Superligaen.
De to markante FCM-profiler har længe været på affyringsrampen til at forlade pokalvinderne.
Efter opgøret mod Lyngby for halvanden uge siden slog cheftræner Mike Tullberg fast, at han forventede, at de var væk, når transfervinduet lukker natten mellem 2. og 3. september.
På dagen, hvor FC Midtjylland spiller en afgørende og sæsondefinerende kamp mod Riejka i Kroatien, slår den arbejdende bestyrelsesformand, Claus Steinlein, fast overfor Bold, at FC Midtjylland kun sælger profilerne, hvis prisen er den rigtige.
- Vi har sagt nej til flere tilbud på de to spillere. Det har vi gjort, fordi prisen ikke har været den rigtige.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi skal have den pris, vi har sat for spillerne, hvis vi skal sælge dem. For vi taler om to meget dygtige spillere, siger Claus Steinlein i et interview med Bold på spillerhotellet i Rijeka, hvor FCM-truppen ankom mandag aften.

Hvad, hvis den rigtige pris ikke kommer?
- Så spiller Osorio og Franculino videre hos os. For de har stadig en kontrakt med FC Midtjylland, pointerer Claus Steinlein.
Efter hvad Bold erfarer har FC Midtjylland prissat spillerne i niveauet 30 mio. euro (225 mio. kr.) for Franculino og 20 mio. euro (150 mio. kr.) for Dario Osorio.
Det er i omegnen af de priser, som FC Midtjylland skal have bud, hvis profilerne skal have lov at rejse om få dage.
- Der er én uge tilbage af transfervinduet. Vi ved af erfaring, at den sidste uge altid er den mest hektiske.

- Først handler de helt store klubber, så drypper det nedad i fodboldsystemet til os andre, forklarer Claus Steinlein, der kan se frem til en hektisk onsdag i næste uge.
For FC Midtjylland spiller mod AGF på udebane på aftenen, hvor transfervinduet lukker i Danmark.
- Hvis vi sælger Franculino og Osorio, er det klart, at vi skal erstatte dem. Vi skal bygge videre på vores hold, understreger Claus Steinlein, der er arbejdende bestyrelsesformand i FC Midtjylland.
Derudover er han også direktør for The Football Collective, der er et selskab under Heatland.
Heartland ejes af Anders Holch Povlsen, der er hovedaktionær i FC Midtjylland.
Du kan følge FC Midtjyllands jagt på Conference League-ligaspillet med et Bold+ abonnement.
Bold viser eksklusivt FC Midtjyllands playoffkamp i Conference League-kvalifikationen ude mod Rijeka. Læs mere her.

FC Midtjylland
ECL-kval



























