Elias Olafsson og Jonas Lössl har tidligere kæmpet om buret i FC Midtjylland.
Og nu er der lagt op til en ny duel om at være de danske mestres sidste skanse.
Efter et år i den portugisiske søsterklub Mafra er Elias Olafsson tilbage hos ulvene, og den 24-årige islænding er opsat på at slå Lössl af pinden.
- Jeg er kommet tilbage for at spille, og så må vi se, hvad der sker. Det er min plan at komme tilbage for at blive førstemålmand, fortæller Olafsson til Bold.
Hår på brystet
I Mafra har Olafsson været førstekeeper, og han står noteret for otte clean sheets i 33 kampe for den portugisiske klub, som han var lejet ud til.
I Portugal har den islandske målmand fået flere hår på brystet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er blevet mere moden og erfaren. Jeg har spillet alle kampene dernede, og det er også derfor, at jeg tog derned.
- Jeg ville gerne spille fast og udvikle mig, og nu er jeg kommet tilbage mere moden og mere afklaret i mit spil, fortæller Olafsson, der er meget tilfreds med være tilbage i FCM.
- Det er fantastisk at være tilbage. Jeg er kommet tilbage til et nyt træningsanlæg, og indtil videre har det været fantastisk at kunne starte op igen. Jeg er meget glad for at være tilbage i Danmark, lyder det fra målmanden.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nødvendigt at spille fast?
Elias Olafsson ser det selv som realistisk, at han bliver førstekeeper i FCM. Det er dog ikke noget, som han er blevet lovet af Thomas Thomasberg.
- Planen er, at jeg på et eller andet tidspunkt skal ind og spille, og jeg håber selv, at det bliver nu, fortæller målmanden.
Hvis det ikke bliver nu, har du så tålmodighed? Eller skal du spille fast?
- Jeg skal spille nu her. Det skal jeg, og det er det, som jeg helst vil.
- Hvis det ikke sker, må vi se, hvad der sker, men der er ikke andre planer lige nu, fortæller målmanden.
Elias Olafsson har tidligere noteret sig for 33 kampe for FC Midtjylland. Tidligere har målmanden været lejet ud til FC Fredericia og Aarhus Fremad.
Desuden kan han skrive seks landskampe for Island på sit CV.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga



































